Forholdet mellem to af dansk cykelsports største navne gennem tiderne Bjarne Riis og Rolf Sørensen, der i deres glansperiode som aktive ofte slog gnister med episoden ved VM på Sicilien for 10 år siden som den vel nok mest eksplosive, befinder sig atter på et punkt, hvor spændingerne er uhyre intense. Modsætningsforholdet, som på det seneste har udviklet sig, skyldes de to tidligere stjerners udtalte - men tilsyneladende ikke samstemmende - interesse for øjeblikkets to succesrige hjemlige himmelstormere, VM-bronzevinderen Mads Christensen og Matti Breschel. Og det er specielt engagementet i førstnævntes videre karriere, der truer med at bringe Riis og Sørensen på kollisionskurs. Rolf anbefaler Quick Step Chefen for Team CSC er stærkt opsat på at ansætte begge de 20-årige talenter, mens Rolf Sørensen, der i kraft af sin rolle som rådgiver for Team PH, hvor duoen hidtil har udfoldet sig, og også som manager har anselig indflydelse på de to, netop nu forekommer mest tilbøjelig til at anbefale i hvert fald Mads Christensen at søge andre græsgange. Mads Christensen var tilskyndet af Rolf Sørensen således i Belgien for at forhandle med Quick Step, og selv om den endelige beslutning endnu ikke er truffet, peger alt i retning af, at Bjarne Riis har foretaget sit kontraktudspil til Mads Christensen forgæves. Riis har gentagne gange givet udtryk for, at han bliver skuffet, hvis de to Team PH-gutter ikke er i stald hos ham næste år, og det er hævet over enhver tvivl, at et negativt udfald vil få CSC-bossen til at betragte Rolf Sørensen som den fæle skurk i det spil. »Jeg mener, det er alle tiders chance for en ung dansk rytter at komme ind på vort hold, og jeg nægter at tro, at de kan få bedre betingelser andre steder«, fastslår Bjarne Riis, der foreløbig ikke ønsker at kommentere Rolf Sørensens rolle. Siden Danmarks mest vindende cykelrytter gennem tiderne involverede sig i Team PH, har han fået et nært forhold til samtlige truppens unge ryttere og ikke mindst Mads Christensen. Det indebærer givetvis også, at Rolf Sørensen er opsat på at følge sin protegés fortsatte færd så tæt som muligt - også tættere, end det eventuelt vil kunne lade sig gøre, hvis Mads Christensen slutter sig til CSC-kollektivet. Og at VM-bronzevinderen næppe gør det, står endnu mere klart efter gårsdagens besøg i Belgien. Gemmes lidt væk »Matti er mere psykisk robust end Mads og kan efter min vurdering sagtens klare at blive udsat for den kraftige eksponering, der er forbundet med at blive ansat på et dansk hold. Mads derimod har nok godt af at blive gemt lidt væk og stille og roligt modnes. Og jeg vil sige, at der er 90 procent chance for, at han skriver under med Quick Step«. »Fra min side er der ikke lagt op til nogen ny dyst med Bjarne. Men hans cykelhold er jo ikke det eneste i verden. Jeg kender folkene på Quick Step. De har bevist i massevis af tilfælde, at de er i stand til at forme talenterne optimalt. Og jeg ved også, at jeg nok har større chance for at få indflydelse på det program, Mads skal igennem, end jeg ville have hos CSC. Jeg ville meget gerne samarbejde med Bjarne, men det er der ikke rigtigt lagt op til«, fastslår Rolf Sørensen. På sidelinjen står Danmarks Cykle Union, der med sit talentudviklingsprojekt Team Post Danmark styret af landstræner Lars Bonde har sin betragtelige andel i Mads Christensens og Matti Breschels fremgang. Unionen indtager i den aktuelle sammenhæng kun tilskuerens rolle, men direktør Jesper Worre, der er den overordnede koordinator af de sportslige aktiviteter, lægger ikke skjul på sin meget klare holdning til, hvor han helst ser det eftertragtede par udfolde sig. »Lars Bonde og jeg er af den faste overbevisning, at Mads og Matti vil være i de bedste hænder hos Team CSC. Det bygger vi både på de samtaler, vi har haft med Bjarne, og den måde, debutsæsonen er forløbet på for vores første bidrag til holdet, Brian Vandborg, og den anden nyprofessionelle, russeren Vladimir Gusev. Vi fik lov til at låne Vandborg til nationalholdet i Post Danmark Rundt, og han kunne uden problemer slutte sig til vores VM-træningslejr efter at være udgået af Vueltaen. I det hele taget har vi kunnet følge ham på nært hold, og at han har gjort store fremskridt, beviste han med 12.-pladsen på enkeltstarten ved verdensmesterskaberne«, konstaterer Jesper Worre, der også hæfter sig ved, at luxembourgeren Frank Schleck i sin blot anden sæson som professionel har kørt sig op blandt verdens 100 bedste.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























