Esbjerg var ikke skarpe nok

Lyt til artiklen

Efter 14 sekunder havde Viborg sin første chance, og efter 25 sekunder lå bolden i Esbjergs mål. I kampens sidste sekund lå den der igen, og sikrede Viborg en sejr på 2-0 i Superliga-opgøret mod Esbjerg, der på Viborg Stadion brændte et hav af chancer. »Vi havde en af de dage, hvor vi bare ikke ville lave mål«, kunne Esbjergs træner Ove Pedersen da også konstatere efter kampen. Esberjg på nedtur Med nederlaget dumpede Esbjerg ned i den nederste halvdel af Superligaen, mens Viborg har fået kontakt med toppen og er á point med AGF på fjerdepladsen. Det skabte forståeligt nok tilfredshed hos Viborg-træner Ove Christensen, men med de seneste svingende resultater in mente afviste han at lægge for meget i placeringen. »Det er for tidligt at spekulere på placeringen, men med vores pointhøst og sejren i dag har vi da vist, at vi kan være med«, sagde Ove Christensen. Viborg chokstartede i kampen, hvor de færreste af de 4.307 tilskuere havde fået sat sig ned, før de måtte op igen og juble. Allerede efter 14 sekunder var Viborgs hjemme-debuterende amerikaner Yori Morales tæt på at sætte hovedet på et indlæg, men i stedet havnede bolden i venstre side hos Alex Nørlund. Han sendte et perfekt indlæg ind til Michael Gravgaard, som udækket kunne heade hjemmeholdet foran. »Vi lavede en forsvarsfejl ude i siden, så han fik lov til at lægge den ind. Det er utrolig svært at komme bagud mod et godt forsvarshold som Viborg«, sagde Esbjerg-træner Ove Pedersen, som kunne se Viborg dominere resten af halvlegen. Masser af chancer I anden halvleg overtog Esbjerg det meste af spillet, mens hjemmeholdets midtbane flyttede adresse til området foran eget mål. »Vi snakkede i pausen om, at vi ikke måtte stivne og løbe og kigge op på uret, men Esbjerg åbnede virkelig op for det store angrebs-repertoire og gav os store problemer«, sagde Ove Christensen. Esbjerg vadede i chancer i anden halvleg, men skarpheden manglede foran mål. Midt i halvlegen stod Esbjergs venstre back Martin Jensen pludselig helt fri med en returbold få meter fra Viborgs målstreg, men skød forbi. Siden havde specielt Fredrik Berglund adskillige store muligheder for at udligne. »Jeg havde flere gode chancer, og der var nok en enkelt eller to, jeg skulle have scoret på«, konstaterede svenskeren efter kampen. Esbjergs pres gav gode betingelser for Viborgs farlige kontravåben, og to minutter inde i overtiden lukkede Viborg kampen efter flot forarbejde af Christian Magleby. Med et flot temposkift afdriblede han hele Esbjergs forsvar og spillede sidelæns til en fremstormende Morten Poulsen, som hamrede bolden fladt ind i venstre side af målet. »Det var egentlig ligegyldigt, at de scorede til 2-0, på det tidspunkt var det alt eller intet«, sagde Ove Pedersen, som på det tidspunkt havde flyttet forsvarsspilleren Nikolai Høgh frem i angrebet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her