Det var en kamp, der havde det hele. Godt spil, brillante mål - og en del uværdige scener, som fik sindene til at nærme sig kogepunktet på gangen uden for omklædningsrummene på Århus Stadion. En frustreret Mohamed Zidan forsøgte at undvige de nærgående kameraer, som ville have egypterens kommentar til FC Midtjyllands 1-3-kamp mod AGF. Og til hvordan det føltes at blive konstant chikaneret af det århusianske publikum i en af de største personforfølgelser i dansk fodbold nogensinde. »Hvordan tror det selv, det var? Ville du kunne spille, hvis det var dig, der var på banen?«, lød det følelsesladet fra den 22-årige egypter. »Hvis hver tilskuer råber efter spillerne, som de gjorde efter mig i dag, hvorfor skal vi så spille fodbold? Jeg kunne forstå det, hvis jeg tidligere havde spillet for den anden klub, men jeg har ikke spillet i AGF. Er det fair? Det tror jeg ikke«, rasede Mohamed Zidan. Brilliant mål Zidan var ellers ved at lukke kæften på AGF-supporterne i slutningen af første halvleg med et mål så flot, at det næsten kun kunne udføres af ham. Han modtog bolden på AGF's banehalvdel med ryggen til modstandermålet og Jesper Sørensens ånde i nakken. Zidan vippede elegant bolden forbi AGF-forsvareren, rundede ham i samme bevægelse og udplacerede den ellers godt spillende målmandsvikar Steffen Rasmussen efter en spurt over en halv banelængde. Herefter gik turen ud til AGF's fans og et nyt velplaceret spark ind i en bandereklame - denne gang med dommer Claus Bo Larsen som skygge og et gult kort til følge. Zidans reaktion var menneskeligt forståelig, for sjældent er en enkelt spiller i dén grad blevet forfulgt af modstandernes fans i en hel kamp. Claus Bo Larsen blev lige så naturligt nødt til at forholde sig til reglementet og lange det gule kort ud. AGF fik imidlertid hurtigt udlignet, da et indadskruet frispark fra Stig Tøfting ikke blev rettet af, og derfor helt overrumplede Peter Skov-Jensen i midtjydernes mål. FC Midtjylland blev reelt knockoutet i anden halvlegs første fem minutter, da dagens bedste AGF'er, Søren Pedersen, først sendte et projektil op under overliggeren, og Tobias Grahn umiddelbart efter fordoblede føringen med en flad afslutning fra nært hold efter flot forarbejde af Stig Tøfting og Nicklas Carlsson. Sjovt nok vankede der intet gult kort til Tøfting, som efter AGF's tredje scoring provokerende gik ud til FC Midtjyllands trænerbænk og lagde armen om træner Erik Rasmussen og råbte hånende efter træneren, da han blev ført væk af Leon Andreasen. Erik Rasmussen, der forholdt sig prisværdigt rolig under episoden, havde denne kommentar: »Det er sjældent, at en spiller får lov til at gå helt hen til trænerbænken på den måde, men Stig Tøfting har åbenbart et horn i siden på mig, fordi jeg tidligere har udtalt, at han efter min mening ikke skulle tilbage på landsholdet«, fortalte Erik Rasmussen, der fuldt ud anerkendte AGF's sejr. Dommer Claus Bo Larsen forklarede efter kampen, at han ikke havde set Tøftings udfald, fordi han holdt øje med AGF'erne, der var løbet ud til egne fans for at fejre scoringen. God holdindsats Tøfting, der spillede stærkere end længe set på sin uvante plads på højre midtbane, havde allerede inden kampen annonceret en slags presseboykot og havde følgelig ingen andre kommentarer end »Ha' en go' aften«, hvilket ingen blev klogere af. AGF havde flere gode muligheder i den sidste halve time, men Søren Pedersens hovedstød ramte overliggeren, og Thomas Thorninger brændte en friløber. Generelt var der tale om en meget flot holdpræstation af AGF. Hele forsvaret spillede stærkt, midtbanen var aggressiv, dynamisk og opfindsom, og i angrebet kæmpede ikke mindst Morten Rasmussen engageret uden dog at komme på scoringstavlen. FC Midtjylland havde en kamp til glemmebogen og fik oven i købet Mikkel Thygesen kørt på skadestuen med en skadet ankel, mens Frank Kristensen ikke behøvede blå blink til sin forvredne ankel.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























