Champagnebold efter 68 minutter i Århus

Lyt til artiklen

Det lignede en langgaber af rang. Hjemmeholdet AGF havde fået de offensive støvleknopper skruet helt forkert på, mens gæsterne fra Herfølge syntes ganske godt tilfredse med at være på vej mod det første point i fire kampe i SAS-ligaen. Herfølge-forsvaret omkring målmand Morten Cramer og midterforsvarerne Jakob Bresemann og Joshua Gowling havde fulstændig styr på begivenhederne over for et svagt AGF-angreb, da hjemmeholdets indskiftede Henrik Madsen pludselig fik 6677 slumrende tilskuere op af plasticstolene. Præcist indlæg Et præcist indlæg ind i panden på Helgi Sigurdsson, og vupti! - 68 minutters ørkenvandring blev afløst af champagnebold og begejstring på lægterne. Og endnu en scoring af Morten Rasmussen i dommerens overtid efter et oplæg af Stig Tøfting. Til stor beklagelse for ikke mindst en brun klapstol, som den ene halvdel af Herfølges trænerduo, Michael Schjønberg, to gange sparkede ind i bandereklamen ved siden af trænerboksen. Spillemæssig fremgang Efter kampen var Schjønberg kølet ned og havde overskud til lidt humor trods den dystre placering i superligaens bundregion. »Det er bedre end at sparke spillerne, og stolen slår heller ikke igen«, lød det lunt fra den tidligere tyske mester, mens trænerkollega Allan Nielsen talte om spillemæssig fremgang. »Vi spiller én af sæsonens bedste kampe men taber 2-0. Vores backs kommer godt med frem, vi kommer godt over fløjene og får skabt flere chancer, som vi skal udnytte«, vurderede han. Og noget var der om snakken. Herfølge spillede ikke sprudlende, men det kan man heller ikke forvente af et hold, som må formodes at besætte én af de tre-fire-fem nederste pladser, når de sidste brikker i det store superligapuslespil anno 2004/05 skal placeres. Til gengæld var sjællænderne det klogeste hold i tre fjerdedele af kampen, men med AGF's første scoring brast det berømte korthus og fik træner Schjønberg til at klappe til klapstole. Hübertz var tilbage Faktisk indledte Herfølge ganske opportunistisk og var tydeligvis ikke kommet den lange vej til Århus for at lege skyttegravskrig. Desværre for udeholdet udnyttede angriberne Karsten Jensen og genkomne Poul Hübertz ikke de ganske habile muligheder, som de fik i første halvleg, hvorefter AGF tog over i anden halvdel af kampen. Hübertz, som blev holdt ude af truppen i Herfølges kamp mod FC Midtjylland, fordi han ikke havde trænet godt nok, fik en hel time på banen. Og gjorde det ganske udmærket ved helt som ventet at regere enevældigt i luftrummet og derudover arbejde hårdt og være en god spilstation. Til gengæld kneb det med præcisionen i afslutningerne, og direkte adspurgt erkendte han også, at selvtilliden ikke er helt i top. »Den er selvfølgelig ikke helt god, når jeg får at vide dagen før en kamp, at jeg ikke skal spille (mod FCM, red.). Jeg vil selvfølgelig gerne spille hele kampen i dag, men omvendt udnytter jeg heller ikke mine chancer. Vi må se de kolde facts i øjnene og tage det positive rent spillemæssigt med fra kampen i dag«, fastslog den høje angriber.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her