Retov: Dejlig dag i Parken

En sjældenhed. Brøndbys spillere bliver hyldet i Parken. - Foto: Thomas Borberg
En sjældenhed. Brøndbys spillere bliver hyldet i Parken. - Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Han var midt i en fodboldkamp, hvor han - kan man roligt konkludere - løb mere end de fleste andre på banen, men alligevel havde Brøndbys Martin Retov overskud til samtidig at nyde opgøret, hvor mange timers træning gik op i en højere enhed. »Jeg løb simpelthen med en fantastisk følelse inde på banen. Pasningsspillet, som vi træner hver dag, fungerede, og stort set alle afleveringer ramte, hvor de skulle. Samtidig var der hele kulissen, og alt i alt kan man roligt sige, at det har været en dejlig dag«, sagde Retov, der blandt mange gode Brøndbypræstationer hævdede sig som én af de allerbedste. Resultat i underkanten Selv følte midtbanespilleren, at resultatet 3-1 faktisk var en anelse i underkanten. »De havde jo ikke kunnet sige noget som helst, hvis vi havde vundet 5-1, og hvis pasningsspillet bliver ved med at fungere sådan her, så kører vi alle hold ud af banen. I hvert fald har vi fået en kæmpe portion selvtillid af at spille så godt og vinde herinde«, sagde Retov. Det samme gør træner Michael Laudrup, der så sit hold spille noget af det bedste i det seneste år, men som samtidig godt kunne sætte sig i FC Københavns sted. »Vi vidste jo på forhånd, at de havde haft problemer, og i den situation kan det gå to veje. Enten leverer man en stor fighterindsats, som vi gjorde i en tilsvarende situation for nogle uger siden mod Silkeborg. Eller også falder man sammen. I dag mødte de så et hold, der var klart bedre«, sagde en tydeligt stolt Michael Laudrup. Skoubos comeback Efter en stor holdindsats ville træneren ikke fremhæve enkelte spillere, men et par ord fik han dog knyttet til angrebsduoen Johan Elmander-Morten Skoubo. »Det fungerer bedre og bedre. Morten er farlig inde i feltet, mens Elmander gerne vil bevæge sig meget. Faktisk skal vi passe på, at han ikke bevæger sig så meget, at han ender helt ude ved sidelinjen - der er vores kantspillere jo«, forklarede Laudrup. Imens var der ren journalistbelejring af Morten Skoubo, der har fået noget af et drømmecomeback efter sine skuffende oplevelser i tysk og engelsk fodbold. I sidste weekend scorede angriberen sit første mål for Brøndby mod AaB i Aalborg, og med sine to scoringer mod FC København i Parken blev der pludselig spurgt til emner som landsholdet. »Men lad os nu lige tage det roligt«, sagde Skoubo. »Det her var kun min fjerde kamp for Brøndby, og jeg skal lige spille stabilt gennem en periode, men det er da rart at se, hvordan sammenspillet med Elmander bliver bedre og bedre, og jeg synes, at vores sejr herinde var meget fortjent«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her