Viborgs træner Ryan Zinglersen advarede kort før sæsonstarten mod at have for høje forventninger til sidste sæsons danske mestre i de første kampe. Den jyske klub havde otte spillere med til de olympiske lege i Athen, hvilket satte sit præg på forberedelserne. Det har afspejlet sig i sammenspillet hos Viborg, der indledte sæsonen med en sejr mod Aalborg DH i den første kamp, men det var ikke overbevisende, og det var det heller ikke, da holdet på udebane i det netop indviede Forum Horsens mødte - ja, Horsens. Med resultatet 26-26 fik Viborg det ene point med derfra, men de jublende arme fra landsholdsspiller Rikke Skov efter slutfløjtet sagde alt: Viborg skulle være mere end tilfreds med dét resultat. Som kampen forløb, havde to point til Horsens, som i sin første kamp tabte klart til oprykkerne fra Team Esbjerg, ikke været ufortjent. Horsens begyndte kampen godt, men gæsterne tog en føring på fire mål (8-4) efter et kvarter, hvor Horsens' målvogter Jeanette Nielsen ikke fik fingre i ret meget. Det ændrede sig, og Horsens fik udlignet til 9-9, og stillingen var 11-11 ved pausen. I 2. halvleg var Jeanette Nielsen med to reddede straffekast (det skal dog nævnes, at Katrine Fruelund selv sendte det ene langt over mål) medvirkende til, at Horsens fik selvtillid og tro på, at Viborg kunne røres. Det hjalp Viborg dog også selv med til via alle de fejl, spillerne diskede op med. Desuden savner Viborg sin stærke streg, Olga Assink, som er skadet. Tysk topscorer Grit Jurack, der scorede 10 mål i Viborgs første kamp, og som ikke har en frisk og opslidende OL-slutrunde siddende i benene, var ofte ene om at udfordre Horsens. Hun blev atter engang holdets og kampens topscorer med sine otte mål - de to på straffekast. Landsholdets store OL-profil i skikkelse af Katrine Fruelund gjorde den tyske back selskab mod slutningen, da Horsens havde svært ved at lukke kampen, ligesom to redninger fra 20-årige Marie Staun, som danner målvogterduo med Louise Bager Nørgaard, nu da Valerie Nicolas er skadet, hjalp Viborg frem til det ene point. Katrine Fruelund udlignede til slutresultatet få sekunder før tid. Horsens forsøgte at sætte spillet hurtigt i gang igen i håb om at få det afgørende mål, men fik sit forsøg spoleret af Lotte Kiærskou, der ureglementeret greb fat i bolden, før den endnu var sat i gang, og hun fik en korrekt udvisning for forseelsen. De fem sekunder, der var tilbage, var dog ikke nok til, at den tidligere GOG-spiller Mette Sjøberg kunne nå at få scoret, og hendes reaktion stod i kontrast til Rikke Skovs, da sidste fløjt lød. »Det er klart, at jeg er lidt skuffet, for jeg føler, at vi giver os 100 procent. Vi har alt at vinde, og intet at tabe, og det er ærgerligt, at vi ikke får de to point hjem«, sagde hun til TV 2. »Som kampen forløber, synes jeg, at vi fortjente de to point«, lød det fra Horsens-spilleren, der scorede fem mål og sammen med Tine Ladefoged blev topscorer for Horsens.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
-
Trump trækker 5.000 soldater hjem fra Tyskland
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
tema
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
De to håndværkere kan næsten ikke overskue, at strækningen er lukket for trafik: »Det her er fuldstændig vanvittigt«
Debatindlæg af Morten Jarlbæk Pedersen




























