Klubbernes andel af tv-midlerne skal være større i den nye aftale, som håndbolden har lavet med TV 2 og sikrer den populære sport i omegnen af 200 mio. kr. fra 2006, hvor den nuværende aftale udløber, og frem til 2011. Det mener to af håndboldsportens topklubber, Slagelse og Ikast/Bording, som ikke er tilfreds med den nuværende fordeling, der giver klubberne halvdelen af midlerne, mens Team Danmark og Dansk Håndbold Forbund (DHF) får den anden halvdel. »Klubberne skal have en større andel. Det er dér, hovedparten af arbejdet foregår, det er klubberne, der bærer hovedparten af tv-aftalen - der er flest transmissioner fra klubberne«, siger formanden for Slagelse DT, Bjarne Stenbæk, som tilføjer, at Slagelse vil komme med en indstilling til en anden fordelingsnøgle, som han dog ikke vil præsentere via pressen. Og Slagelse står ikke alene med sit ønske. Også Ikast/Bording mener, at der skal mere end 50 procent af sted til klubberne. »Klubberne har et godt produkt, og den eksponering, som håndboldsporten får, har klubberne en stor del af æren for. Det har landsholdet også, men vi leverer spillere til landsholdet, og klubberne havde tre Europa Cup-vindere sidste år, og hvis vi skal bevare den position, så skal der flere penge til klubberne«, siger klubbens formand, Palle Høj. En fordelingsnøgle for den nye tv-aftale er endnu ikke lavet, og netop af den grund ønskede de to klubber ikke at deltage i den pressemeddelelse, som langt de fleste ligaklubber sendte ud tidligere på ugen. Den hilste den nye tv-aftale velkommen og var et modsvar til en pressemeddelelse fra FCK Håndbold, som ugen før i stærke vendinger kritiserede forhandlerne for at have solgt de attraktive rettigheder alt for billigt. Klubben mener bl.a., at man burde have forhandlet med andre tv-stationer. Bedre resultat »Vi ville ikke skrive under, fordi der mangler et vigtigt spørgsmål, der skal afklares: fordelingen af midlerne. Før den foreligger, vil vi ikke sige ja til den samlede aftale«, siger Bjarne Stenbæk, der dog modsat FCK accepterer forløbet i forhandlingerne. »Vi har givet mandat til forhandlerne, og de er kommet hjem med et resultat, der er bedre end det, som vi har nu. Dermed ikke sagt, at det ikke kunne være gjort på en anden måde - selvfølgelig kunne man have spurgt andre for at finde niveauet, men omvendt er det ikke uvæsentligt, at vi kommer på de større kanaler«, siger han. Ikast/Bording afstod fra at deltage i det store flertals pressemeddelelse, fordi man ikke ønskede at kaste med mudder, og fordi man ikke ville råbe hurra for en aftale, som endnu ikke er helt på plads. »Der er tale om en stigning i forhold til den nuværende aftale, men dels er der den normale prisudvikling, dels mangler vi stadig fordelingsnøglen, så vi ved ikke, hvor vi står, og derfor ville vi ikke melde ud, at det bare var fantastisk«, siger Palle Høj. Team Helsinge fra mændenes liga deltog heller ikke i pressemeddelelsen. Direktør Jannik Frederiksen kalder det »smadder-positivt«, at håndbolden er sikret de næste år frem, men han er ikke tilfreds med den information - eller mangel på sammen - klubberne har fået, og fordelingsnøglen mangler han også. »Den er væsentlig for os klubber at kende til, før vi kan tage stilling til, om tv-aftalen er god eller dårlig«, siger han. I diskussionen om, hvorvidt klubberne skal have større andel, siger formanden for DHF, Søren Høg Thomsen, at klubberne skal levere et produkt til gengæld, og det skal der snakkes om, inden fordelingen kan laves. »Så der kan godt gå noget tid endnu, og vi har god tid. Den nye aftale træder først i kraft 1. juni«, siger han.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























