Man skulle næsten tro, at de flittige marketingfolk i Det Europæiske Fodboldforbund, UEFA, har haft en finger med i spillet, da lodtrækningen til årets udgave af Champions League blev foretaget. I hvert fald bliver sæsonens mesterliga i aften indledt med et højspændt brag i Glasgow, hvor Celtic tager imod ikke bare spanske Barcelona, men nok så vigtigt også målkongen Henrik 'Henke' Larsson. Efter syv år og 242 mål i 315 kampe tog svenskeren inden sommerens EM en tårevædet afsked med Celtic Park, hvor tilhængerne uge efter uge havde hyldet ham som deres store helt. Og allerede tre måneder efter vender han nu tilbage i rollen som et af fjendens farligste våben. Sådan noget kalder på store følelser, men Celtics manager, Martin O'Neill, har opfordret hjemmepublikummet til at give Larsson en værdig velkomst. God modtagelse »Han fortjener en exceptionel modtagelse, og jeg håber, at han vil blive klappet ind på banen og hyldet, når hans navn bliver læst op. Det vil glæde mig efter hans indsats for klubben, men derefter skal tilskuerne hurtigt vænne sig til virkeligheden, for jeg tror ikke, at Henrik har tænkt sig at stoppe op foran mål, fordi modstanderen hedder Celtic«, siger O'Neill, som godt er klar over, at skotterne står over for en stor opgave. FC Barcelona er et af de i alt 32 mandskaber i Champions League, der har forstærket sig mest, og de nye navne som Ludovic Giuly, Deco, Juliano Belletti og Samuel Eto'o har fået en god start i den spanske liga, som det catalanske mandskab fører med maksimumpoint for to runder. Samtidig scorede netop Henrik Larsson i lørdags sit første mål på Nou Camp, da han gjorde det til slutresultatet 2-0 mod Sevilla. Mod Celtic forventes svenskeren at danne angrebsduo med enten Eto'o eller brasilianske Ronaldinho, der er ved at være klar til comeback efter en mindre ankelskade. Stor opgave »Der venter os en monumental opgave mod Europas måske bedste hold i øjeblikket. Hvis Henrik Larsson havde været 23 år i dag, havde han været omkring 250 millioner kroner værd, men selv om han stadigvæk spillede for os, ville vi alligevel få svært ved at vinde«, lyder det fra Martin O'Neill, som dog nok må siges at underspille sit eget holds muligheder en del, selv om nyerhvervelserne Henri Camara og Juninho unægtelig ikke matcher modstanderens. Dels har Celtic de seneste to sæsoner haft stor succes i UEFA Cuppen, og dels har FC Barcelona aldrig tidligere vundet en kamp på skotsk jord. Et helt andet sted i Europa tager sidste sæsons vindere af mesterligaen, FC Porto, hul på deres titelforsvar med noget, der kunne ligne et helt nyt hold. Ud af de 11 spillere, som i maj måned vandt den overraskende finaledyst mod AS Monaco med 3-0, er kun fem mand tilbage, mens holdets karismatiske træner, José Mourinho, i aften befinder sig i Paris med sit nye hold, engelske Chelsea. I stedet har spanske Victor Fernandez taget styringen med det portugisiske storhold, der som kompensation for tabet af blandt andre portugiserne Deco og forsvarsspillerne Paulo Ferreira og Ricardo Carvalho har hentet den græske europamester Georgios Seitaridis samt en ny brasilianer, Luis Fabiano. Skuffende Porto-start I weekenden blev det lidt skuffende kun til 1-1 mod Braga i første runde af den portugisiske liga, mens FC Porto begynder årets Champions League med en hjemmekamp mod russiske CSKA Moskva, inden det helt store drama mod Chelsea og Mourinho venter i næste runde om to uger. Mesterligaen kan i aften også byde på lidt sparsom dansk deltagelse, selv om Kasper Bøgelund sidder ude hos PSV Eindhoven med en skade, mens René Henriksen ikke forventes på banen fra start for græske Panathinaikos mod norske Rosenborg. Til gengæld ligner det en startplads for Jon Dahl Tomasson, når AC Milan møder Shaktar Donetsk på udebane i Ukraine.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Endelig afgørelse i sagen om Anne Linnets private have på havnefronten
-
Han er en af valgets helt store historier, og sejren kan sige en del om demokraternes fremtid
-
Kl. 4 kalder CNN nattens hidtil største chok: Sådan gik valget time for time
-
Chef: »Der er altså mennesker, som ikke længere lærer at gøre det her. Det bliver et problem for samfundet snart«
-
Forklaringen er simpel, når man spørger til valgsejren: »Der er kun én farve i USA, og det er grøn«
-
Anmelder: Det er måske den bedste chokoladekage, jeg har fået i København
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Mød Ilan Pappe i Politikens Hus
Den fremtrædende israelske historiker og politiske aktivist, Ilan Pappe, gæster København til en samtale med Politikens Kulturredaktør Lotte Folke om Israel-Palæstina-konflikten.
Som abonnent får du billetten til 120 kr. (normalpris 195 kr.)
Studiepris/U30: 80 kr.
It’s complicated
Få overblik over det amerikanske midtvejsvalg med Politiken og The New York Times
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Debatindlæg af Nis Bank-Mikkelsen