Hvorfor var der mon ikke stopfyldt i aftes i Parken? Er folk mætte og trætte efter en lang sportssommer med EMslutrunde, Tour de France og olympiske lege? Er fodboldfansene stadig lidt sure over, at landsholdet blev slået 3-0 af Tjekkiet og så brutalt blev sendt ud af EM-slutrunden? Var Ukraine ikke en attraktiv modstander?
Det er svært at forklare men de 36.335, der mødte frem til VM-opgøret Danmark- Ukraine kunne nyde en herlig sensommeraften og en fin første halvleg af det danske VM-hold. Efter pausen gik der kludder i det danske opspil, rytmen blev brudt, og det, der lignede en dansk sejr, blev ødelagt af dårlig opdækning, så Ukraine kunne udligne til slutresultatet 1-1. Og dermed fik Danmark en skidt start på den lange VM-vej mod slutrunden om to år i Tyskland.
I ugen op til kampen udtrykte Morten Olsen stor tilfreds med spillernes indstilling og engagement og med fløjspillet. I Parken levede kantspillerne Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen op til forventningerne med fornemt spil, kreativt, smart og dynamisk i første halvleg, hvor de i fint samarbejde sørgede for 1-0-målet efter en halv snes minutter.
Veloplagte Jesper Grønkjær, der i lange sekvenser var udfordrende, elegant og nærmest flyvende i sine fremstød og bevægede sig godt over hele banen, sendte en skarp centring ind i feltet fra højre side, hvor den strøg forbi Peter Madsen til Martin Jørgensen. Han var, helt efter planen, søgt med ind mod den fjerneste stolpe, og med godt kontrolleret skud plantede han bolden i kassen oppe under overliggeren.
Martin Jørgensen havde mange gode ideer, han var langt mere letbenet og kreativ end i venskabskampen i Polen, og han stod for nogle gode afleveringer fra venstrekanten. En af dem var Jon Dahl Tomasson lige ved at heade ind til 2-0. Efter at danskerne havde indstillet sig på den særegne ukrainske opdækningsform (mandsopdækning af de fire forreste modstandere) kom der udmærket flow over boldcirkulationen, så modstanderne blev flyttet rundt på banen.
Peter Madsen gik godt ned i banen og agerede bande i kombinationerne, så Jon Dahl Tomasson kunne rykke ind bag ham i dybden. Madsen var uheldig, da Martin Jørgensen lagde en fornem pasning ind til ham. Hårdt presset bugserede tremålsskytten fra 5-1-opgøret i Poznan forbi mål. Thomas Gravesen, meget tændt og ivrig (også til at give dommeren råd og skælde modstanderne ud) fik efterhånden sat sig godt på midtbanen og fordelte boldene, og bagude havde danskerne, bortset fra et par situationer, udmærket styr på tingene.
Den nye anfører Thomas Helveg var hurtig, hård og resolut i indgrebene, og han var kvik til at opfatte, at han skulle frem og dæmpe Gravesen, da midtbanedynamoen var lige ved at komme i klammeri med en modstander i en frisparkssituation.
For langsomme
Fra anden halvlegs start var danskerne ukoncentrerede i defensiven og ikke vågne nok i tilbageløbene på midtbanen. Den ellers gode boldspiller Niclas Jensen smed nogle lette bolde væk, Krøldrup havde placeringsproblemer, og både Thomas Gravesen og Christian Poulsen på midtbanen var ikke hurtigt nok over ukrainerne, når de fik bolden til at slå kontra.
Christian Poulsen kom ikke op til et hjørnesparksbold, og så kunne Andrej Gusin springe op og hovedstøde 1-1- udligningen ind. Et chok for danskerne, der slap med skrækken kort efter, da Andrej Vorobey via en dansk fod fik bolden på overliggeren, mens Thomas Sørensen sprællede forgæves. Ukrainerne blev mere offensive efter pausen, mere direkte i fremspillet, og det havde danskerne længe svært ved at indstille sig på.
Oppe foran kunne Peter Madsen sjældent holde ordentligt fast i bolden, han begyndte at virke urolig og nervøs, og han var ikke den forventede trussel mod det ukrainske mål, når han fik front den rigtige vej. Og gæsterne lukkede mere effektivt og klogt af for Jesper Grønkjær og Martin Jørgensen ude i siderne.
Thomas Gravesen forsøgte at styre begivenhederne, men han holdt ofte lige et øjeblik for længe på bolden, så hans afleveringer ikke lå helt, som de skulle. Og Christian Poulsen fik ikke vundet de nærkampe og fat i de bolde, som han som regel gør i maskinrummet på midtbanen. Niclas Jensen og indskiftede Brian Priske forsøgte godt at komme med op og skabe overtal ude i siderne, og Niclas Jensen serverede, med fint overblik og præcision, et fornemt oplæg til Martin Jørgensen inde i feltet.
Men Jørgensens skud var for rent, så målmand Oleksander Sjovkovsky let kunne klare. Det danske spil blev for stillestående, med for mange dårlige pasninger, og man ventede hele tiden på indskiftninger af Dennis Rommedahl og Henrik Pedersen. Og at Claus Jensen, den perfekte indskifter, kunne skabe noget, som ville føre til sejrsmålet.
Med et kvarter tilbage kom Henrik Pedersen der debuterede for fire år siden i Morten Olsens første kamp som dansk landstræner så på banen, og danskerne pressede hårdt på i slutfasen, hvor gæsterne forsvarede sig ihærdigt med stort set alle mand. Danskerne var imidlertid ikke smarte, dygtige og skarpe nok til at kreere den afgørende chance, og så endte det så skuffende med tabet af to point på en aften, da Tyrkiet også måtte nøjes med uafgjort mod Georgien.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























