I dag skulle Årets Cykelrytter 2003 Michael Rasmussen og de seneste sæsoners anden fremtrædende hjemlige etapeløbsspecialist Claus Michael Møller have været til start i det schweiziske World Cup-løb Züri-Metgete som led i forberedelserne til henholdsvis VM og Vuelta a Espana. Utrygge ryttere I stedet sidder de to pedalatleter hjemme i Italien og Spanien og plejer skavanker, der griber forstyrrende ind i planlægningen. Og selv om der ikke umiddelbart er grund til at frygte, at duoens aktuelle skader risikerer at få ligeså alvorlige konsekvenser som de, der truer kollegaen Jakob Piil, hvis sæson nu er spoleret, er hverken den olympiske deltager Michael Rasmussen eller Claus Michael Møller, som led så voldsom en medfart på næstsidste etape af Post Danmark Rundt, synderlig tryg ved situationen. »Jeg trøster mig med, at det foreløbig kun er løbet i Zürich, jeg må springe over. I forvejen var det meningen, at jeg derefter skulle koncentrere mig om træningen i den næste måned frem til Coppa Sabatini 23. september. Men der skal da ikke gå alt for lang tid med det her, før jeg begynder at blive nervøs for, om det nu ødelægger noget i formopobygningen til verdensmesterskaberne om seks uger, som jeg virkelig satser meget på«, fortæller Michael Rasmussen fra Italien. »Det er knæet, som har voldt mig problemer tidligere i år, det er galt med igen, og jeg tror simpelthen det skyldes, at jeg har været gennem en periode, hvor jeg har rejst en hel del rundt og skiftet mellem forskellige cykler. Det betyder, at der konstant er ændret lidt på positionen og dermed også på belastningen af knæet, som i forvejen fik et par stød under styrtene i Tour de France. Samtidig gik jeg under opholdet i Athen meget mere, end jeg er vant til, og selv om det måske lyder som ubetydeligheder, skal der altså ikke mere til. Jeg fik scannet knæet, mens jeg var til OL, og det viste sig, at der er opstået betændelse. Det mærkelige er, at smerterne dukker op på fuldstændig uberegnelige tidspunkter, og det er helt klart, at jeg skal have nogle behandlinger, men på grund af ferieperiode her i Italien kan jeg først gå i gang med dem i morgen. Så håber jeg bare på, det skrider hurtigt fremad, for VM er det helt store mål for mig i den resterende del af sæsonen«. Ondt flere steder i kroppen Noget tilsvarende er Vuelta a Espana, som starter 4. september, for Claus Michael Møller, der kun har trænet ganske lidt, siden han for to uger siden drønede ind i en bil og måtte udgå af Post Danmark Rundt. »Jeg har åbenbart slået mig mere, end jeg havde regnet med i første omgang, for når jeg har været ude at træne, har jeg haft ondt flere forskellige steder i kroppen, og det er i hvert fald udelukket, at jeg kan starte i dag. Jeg håber da, at jeg når at komme mig inden Vueltaen, for ellers må jeg nok sige, at det her er år røget fuldstændig i vasken rent cykelmæssigt. Nu har jeg det heldigvis sådan, at jeg sædvanligvis har let ved at træne mig i form, og jeg befinder mig da også allerede i det område i Nordspanien, hvor jeg plejer at forberede mig til alle de vigtigste opgaver. Erfaringen siger mig, at et par uger med hårdt arbejde her, er mere gavnlige end at fare rundt til forskellige løb, så jeg regner med at være parat, når Vueltaen går i gang, selv om der kun er to uger til«, siger Claus Michael Møller. Michael Rasmussen spillede sidste år en fremtrædende rolle i Züri Metgete - det tidligere Meisterschaft von Zürich - men hvis dagens arrangement skal byde på en dansk forgrundsfigur, er det op til Nicki Sørensen eller Michael Skelde at påtage sig den rolle. Det bliver dog nok vanskeligt i det skrappe selskab, hvor OL-guldvinderen Paolo Bettini får sin første start efter triumfen i Athen. Den succes, der førte ham tilbage på verdensranglistens førsteplads, har utvivlsomt styrket motivationen i jagten på den samlede World Cup-sejr for tredje år i træk. Og Bettini har da også glade minder netop fra det schweiziske løb, som han vandt i 2001 for de to følgende år at placere sig som henholdsvis nr. 2 og 3. Kampen om den overordnede World Cup-triumf synes med tre af de 10 afdelinger tilbage udelukkende at kunne blive et opgør mellem Bettini og landsmanden Davide Rebellin, der ligeledes har vist glimrende form på det seneste og med et forspring på 44 point er favorit til at holde den olympiske guldvinder stangen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























