I den første halvdel af cykelsæsonen har 29-årige Jacob Moe Rasmussen ført sig markant frem på de hjemlige landeveje som den suverænt oftest sejrende. Og torsdag præsenterede veteranen blandt de unge himmelstormere på Team PH så også det succesrige mandskabs farver fornemt i Post Danmark Rundt, da han med sin deltagelse i en 131 km lang offensiv sammen med tre andre på etapen fra Varde til Århus erobrede førertrøjen i løbets bakkekonkurrence. »Det var nu ikke lige på den måde, jeg havde regnet med at gøre mig bemærket, men jeg er da glad for trøjen, og fra nu af bliver det et mål at forsvare den«, siger Jacob Moe Rasmussen, der gerne vil have sig frabedt at blive kaldt bjergkonge med tanke på de begrænsede kvaliteter, han sædvanligvis lægger for dagen, når de skrappe stigninger melder sig. »Det er jo ikke normalt mit speciale, når det går alt for meget opad, men da jeg så, der var en chance for at slå til på denne måde, greb jeg den Jeg satsede på at vinde de tre bakkespurter, vi fire nåede frem til, inden vi blev indhentet, og det lykkedes da også. Jeg troede aldrig rigtigt på, at udbruddet ville holde hjem, men jeg håbede så småt, at vi kunne have klaret den lidt længere, så vi havde taget den fjerde spurt med. Og ligeledes på, at der var kommet en mindre gruppe op, som jeg havde kunnet sidde med i, men man kan ikke forlange at få det hele«, konstaterer en yderst tilfreds Jacob Moe, der var den eneste af de fire udbrydere, som ikke betalte prisen for anstrengelserne med at blive klart distanceret, da offensiven omsider neutraliseredes. Bedst placerede dansker Oven i købet er han indtil videre den højst placerede dansker i løbet på en tiendeplads otte sek. efter CSC's Fabrizio Guidi. Efter Jacob Moes slid i front forsøgte holdkammeraten Kasper Jebjerg sig, og i det hele taget har Team PH, der til dagligt opererer på 3. divisions niveau og ikke mindst koncentrerer sig om U 23-opgaver, allerede i rigeligt mål vist sin berettigelse i det skrappe professionelle selskab. Motivationen til at videreføre den angrebsivrige linje er næppe mindre fredag, når en af holdets sponsorer GLS - General Logistics Systems - har trommet en række inviterede sammen for i bedste CSC-stil at demonstrere, hvad satsningen på cykelsporten egentlig indebærer. »GLS er et firma, som vi har haft stor glæde af at samarbejde med. Ikke kun fordi vi får en portion penge, men fordi virksomheden er interesseret i at anvende os overfor sine medarbejdere og kunder og derigennem sørger for at promovere os. Og det har vi brug for i arbejdet på at skaffe yderligere midler til vort arbejde«, siger Team PH's sportsdirektør, Tom Breschel. »Jeg ved ikke, hvor vi havner med vores planer, men vi slider i hvert fald hårdt for at komme videre. En af de nærmeste dage skal vi have et møde med Bjarne Riis for at høre, om der er basis for et samarbejde. Her skal vores hovedsponsor Poul Hansen naturligvis være med, for vi foretager os intet, uden at orientere ham. Det er trods alt hans fortjeneste, at vi er nået så langt. For vi har udrettet noget, og rytternes præstationer betyder da også, at vi ikke mere behøver at forklare, hvad vi egentlig har gang i«. »Hele grundlaget hviler stadig på, at vi skal være med til at udvikle talenterne i dansk cykelsport. Men måske kan projektet også tilføres internationale elementer, hvis eventuel ny kapital baner vejen for det«. »På længere sigt er drømmen, at vi langsomt vokser os så store, at vi ad åre kan samle nogle af de talenter, som vi indenfor de nærmeste sæsoner måske ser prøve lykken på nogle af de etablerede professionelle mandskaber. Man kunne forestille sig, at Mads Christensen og min egen søn Matti måske allerede går over efter i år, Anders Lund tager en sæson mere og Kasper Jebjerg yderligere én. For nu blot at opstille et eksempel. Og så kunne det da være spændende, hvis vi kan skaffe midler til, at de alle på et senere tidspunkt samles hos os på et nyt, stort dansk hold. Det lyder måske lidt for meget som ønsketænkning, og jeg ved også godt, at rytterne kommer under en helt anden indflydelse, når de skal arbejde under nye forhold. Men man er nødt til at have nogle mål at stile mod, og så kan det godt være, at man bliver nødt til bat stille sig tilfreds med mindre, end man oprindelig havde håbet på«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























