Færdig i europæisk fodbold og kun to point efter de første tre kampe i Superligaen. FC Københavns mestre og pokalvindere har fået en frygtelig dårlig start på fodboldsæsonen. De udskældte københavnere lignede ellers en sikker vinder i Viborg, men på fantastisk vilje og energisk angrebsspil udstillede Viborg fortsatte store FCK-svagheder i defensiven. Det var en utrolig vending, kampen fik med Viborgs mål til 1-2 og 2-2 efter pausen - og kort før tid bankede Imants Bleidelis, en af banens bedste, 3-2-sejrsmålet ind. Nu stiger kritikken mod og presset på FCK-træner Hans Backe og hans spillere, der skal igennem en lang uge, hvor alle problemerne skal diskuteres. Og man kan regne med, at FCK-ledelsen vil tale med store ord. Det, FCK'erne præsterede i onsdags mod Gorica og i anden halvleg er til dumpekarakter. FCK er i krise. Famlende spil FCK'erne virkede stadig lettere rystet oven på onsdagens knock-out i Parken, og et Viborg-hold, der pressede højt og aggressivt fra start, gjorde gæsterne nervøse og usikre i den indledende fase. Især Ole Tobiasen i midterforsvaret virkede langsom og var famlende i sit spil, og københavnerne kunne ikke holde på bolden, når de fik den. Imants Bleidelis, den lettiske EM-deltager i slutrunden, og Jakob Glerup dominerede på midtbanen, og hvis Viborg-angriberne havde været mere skarpe og dygtige i afslutningerne, kunne det være gået meget galt for mestrene, inden de fandt sig selv og kom ind i kampen. Ole Tobiasen lod sig alt for let skubbe væk i en nærkamp med Klaus Kærgård, og den hurtige Viborg-forward løb alene ind mod Magnus Kihlstedt med bolden. Men Kærgårds skud fra en helt fri position var alt for blødt og svagt. FCK-forsvarerne placerede sig ikke rigtigt i forhold til hinanden, og derfor blev Christian Keller kort efter bragt i en tilsvarende gunstig scoringsposition. Keller var imidlertid lige så upræcis i afslutningen, og bolden strøg forbi mål. Magne Hoseth forsøgte at få linje i FCK's fremspil, og da stortalentet Jesper Bech, forårets angrebsfund i Superligaen, frækt slalomdriblede sig fri af to modstandere, trak ind og sendte bolden smukt i mål i det lange hjørne til 1-0, ændrede kampen karakter. Gæsternes selvsikkerhed voksede øjeblikkeligt, mens hjemmeholdets spillere blev passive, trak sig tilbage på banen og overlod initiativet til FCK. Tak for det, sagde Michael Silberbauer, som fik lov til at trække ind i feltet, fordi Viborg-forsvarerne bakkede, og sparkede bolden ind til 2-0, stillingen ved pausen. Kunne have lukket kampen FCK'erne var - som Tv3-kommentator John Sivebæk påpegede - teknisk bedre end viborgenserne. Især Jesper Bech viste fine detaljer med flotte nedtagninger og driblinger. Hvorimod Hjalte Nørregaard ikke var omhyggelig nok, da han kort inde i anden halvleg fik en stor mulighed for at lukke kampen med 3-0-målet på en god centring fra Lars Jacobsen. Alvaro Santos fik ikke meget ud af det i front hos FCK, og den debuterende nordmand Magne Hoseth gik noget i stå i en periode efter en stærk og meget lovende præstation før pausen. Hoseth optrådte med stor optimisme og dynamik, når han med fremadrettede pasninger havde hovedrollen i gæsternes omstillingsspil fra forsvar til angreb. FCK'erne havde egentlig kampen under fuld kontrol. Imants Bleidelis prøvede ihærdigt at få sine Viborg-holdkammerater i gang igen, og Klaus Kærgård var ivrig efter at presse FCK'erne. Pludselig fik Kærgård, efter forarbejde af Alex Nørlund og Michael Gravggaard, en skudchance, og den udnyttede han til 1-2-reduceringen. Imants Bleidelis flugtede fornemt 2-2-udligningen i kassen i en fase, hvor FCK'erne igen virkede mærkeligt usikre og ikke var agtpågivende nok i defensiven. Det var et stærkt comeback af de jyske spillere.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























