Det lysner lidt for 'Svennis'

Sven-Göran Eriksson måtte have beskyttelse, da han landede i Heathrow-lufthavnen ved London. En aggressiv britisk presse stod klar med spørgsmål.   Foto: Tim Ockenden/AP
Sven-Göran Eriksson måtte have beskyttelse, da han landede i Heathrow-lufthavnen ved London. En aggressiv britisk presse stod klar med spørgsmål. Foto: Tim Ockenden/AP
Lyt til artiklen

Fra død og begravet til mere end levende i jobbet som engelsk landstræner. Sådan har udviklingen i de seneste døgn formet sig for svenske Sven-Göran Eriksson, der ellers har stået som skydeskive for den samlede engelske presse i kølvandet på en sexhistorie, som i de seneste to uger har været samtaleemnet ved morgenborde fra Torquay til Newcastle. Nu lysner det imidlertid for 'Svennis', der ironisk nok har fået hjælp fra den avis - News of the World - som for to uger siden startede hele lavinen med historien om svenskerens forhold til en sekretær i det engelske fodboldforbund, FA. Pressechef tilbød handel Siden har historien nemlig bredt sig, og seneste markante afsløring kom søndag, da News of the World offentliggjorde, hvordan pressechef Colin Gibson havde tilbudt avisen en 'handel', der i korthed gik ud på, at Gibson leverede de slibrige detaljer om Erikssons affære med frøken Faria Alam mod, at News of the World til gengæld holdt FA-direktøren Mark Palios helt ude af sagen. Palios har også haft et seksuelt forhold til Alam og ville ifølge eget udsagn gerne holde historien ude af medierne i et forsøg på at genetablere et forhold til sin ekskone og fem børn. I stedet måtte Mark Palios søndag eftermiddag træde tilbage fra sit job, og tilbage står nu spørgsmålet om, hvordan FA vil forklare en fyring af Sven-Göran Eriksson for at lyve om sit forhold til Faria Alam, når en stor del af fodboldforbundets egne ledende medarbejdere selv er skyld i værre fortrædeligheder. Hovedtemaet i forhold til den i øvrigt ugifte Eriksson er isoleret set, hvad han mente med ordene »It's nonsense«, da han første gang blev bedt om at forholde sig til sagen. Benægtelsen førte til en afvisende pressemeddelelse, som FA senere selv måtte trække tilbage som decideret usand. Fuld opbakning Når Sven-Göran Eriksson skal forklare sig over for fodboldforbundets 12 mand store bestyrelse, en uvildig advokat og den midlertidige direktør, David Davies, vil han imidlertid argumentere for, at bemærkningen var møntet på den engelske presses konstante snagen i hans personlige forhold - og ikke på, om affæren rent faktisk havde fundet sted eller ej. Det kan virke som et særdeles tyndt forsvar, men ikke desto mindre ser det ud til at være nok til endnu en gang at redde svenskeren. I hvert fald var David Davies allerede i går ude med det, der kunne ligne en uforbeholden opbakning til Sven-Göran Eriksson. »Sven er en af verdens bedste trænere. Det er derfor, så mange klubber forsøger at få fat i ham. Han ønsker at fortsætte som engelsk landstræner, han har en konstant succesfuld rekordliste, og han er populær og højt respekteret blandt spillerne«, sagde Davies, bare tre dage før fodboldforbundets bestyrelse på torsdag skal træffe en beslutning i forhold til Englands nuværende landstræner. Tilbage i London Hovedpersonen er i øvrigt nu selv tilbage i London, hvor der var panikagtige scener, da svenskeren landede i Heathrows terminal 4 efter at have tilbragt weekenden på tilskuerpladserne ved en international træningsturnering for klubhold i Amsterdam. Hundredvis af fotografer og journalister var klar til at tage imod Eriksson, der imidlertid undlod at udtale sig. Landstrænerens agent fortæller dog, at Sven-Göran Eriksson er »rystet« over de seneste afsløringer af dobbeltspillet hos hans arbejdsgivere. Og dermed fortsætter historien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her