Med en eksplosiv finish i den hidsige, solbeskinnede finale på Strandvejen i Århus genoplevede den 32-årige italiener Fabrizio Guidi sent på eftermiddagen torsdag nogle af karrierens herligste jubelstunder fra dengang i 1996, da han triumferede på 3. etape fra den jyske hovedstad til Horsens og siden bar den gule førertrøje i Post Danmark Rundt løbet ud. For torsdagens 210 km fra Varde til Århus på andendagen af den største hjemlige cykelbegivenhed indbragte nemlig også Guidi dobbelt succes, da han efter sin effektfulde spurtopvisning, som satte nogle af verdens skrappeste afsluttere til vægs, også kunne hyldes som den samlede førstemand i den 14. udgave af den danske rundtur. De 10 bonussekunder, italieneren tjente på sejren, indebar nemlig, at han overtog ledertrikoten fra Stuart O'Grady (Cofidis). Australieren var ganske vist med hovedfeltet hjem og ligger derfor rent tidsmæssigt nu lige med italieneren, men Guidis fjerdeplads på 1. etape i Esbjerg var bedre, end den placering O'Grady tilkæmpede sig i Århus, og det er det eneste, som foreløbig adskiller de to i klassementet. Ydermere fyrede Fabrizio Guidi med de tusindvis af feststemte og sommerklædte tilskuere langs opløbsstrækningen som en farvestrålede og vildt applauderende ramme op under sin nuværende arbejdsgiver Team CSC's højtflyvende forventninger om på søndag på Frederiksberg Allé at kunne registrere et overdådigt facit af de fem dages strabadser rundt i det danske land. Slog sin chef Om det så bliver Guidi selv, der slutteligt skal indfri dem, får endnu stå hen i det uvisse. Men i den forbindelse er det da nok værd at erindre, at ikke ret mange for otte år siden tillagde ham store muligheder for at bevare førstepladsen til vejs ende. Bl.a. fordi han efter den første hyldestseance i Horsens havde en enkeltstart at overstå i et felt, der talte nationale rød-hvide koryfæer som den nybagte Tour de France-hersker Bjarne Riis og Rolf Sørensen, der også lige var vendt hjem fra den franske styrkeprøve efter en forrygende optræden med etapesejren i Super Besse som højdepunktet. Men Guidi overkom alle vanskeligheder og fuldførte den danske opgave med en afstand på 12 sek. til Rolf Sørensen og 1.02 min. til Ørnen fra Herning, som nu våger over hans videre færd mod Frederiksberg. Bjarne Riis var da også lutter smil, da han torsdag lykønskede sin tidligere rival og nuværende ansatte, og glæden strakte sig også til vurderingen af det videre forløb i den aktuelle kappestrid. Alt flaskede sig »Jeg synes, alt flaskede sig perfekt for os på denne etape, og vores position anser jeg nu for meget gunstig. Jeg mener, vi i hvert fald har fire kort at spille ud i kampen om den endelige sejr, og det definitive overtag regner jeg med, vi sikrer os allerede på den første af de to fredags-etaper«, siger Bjarne Riis, der i sin opremsning af CSC-kandidaterne til den øverste podieplads både fremhæver den oprindelige favorit Jens Voigt, Guidi, norske Kurt Asle Arvesen samt Michael Blaudzun, mens han tilsyneladende tillægger Frank Høj knap så store chancer. Dette kan dog være et led i det taktiske spil, som Riis i samarbejde med sin højrehånd Kim Andersen har vist sig at mestre så fremragende, og som også kom til udtryk i den afgørende fase af styrkeprøven på tværs af Jylland fra Varde til Århus. For selv om det under størstedelen af de 210 km tydede på, at Riis og hans kæmper ganske som på førstedagen havde trykket på ambitionernes pauseknap, afslørede de sidste 50 km, at strategien var en ganske anden. Langvarigt udbrud Etapen prægedes af et langt udbrud, som den svenske vinder af Paris-Roubaix Magnus Bäckstedt (Alessio-Bianchi), årets mest sejrende rytter på de danske landeveje Jacob Moe Rasmussen (Team PH), nr. 1 i pointkonkurrencen i Post Danmark Rundt 2003 ukraineren Jurij Mitlushenko, Landbouwkrediet) og Max Nielsen (Glud & Marstrand Horsens) iværksatte efter godt 25 km. Sidstnævnte måtte slippe umiddelbart inden den første af de tre bakkespurter på Yding Skovhøj, mens de tre andre holdt lidt længere og i alt lå i front godt 130 km. Afgørelsen Offensiven gav sig ikke positivt udslag i etapens resultatliste, fordi der var godt 50 km til mål, da Moe og Mitlushenko som de sidste hentedes. Men den fik alligevel betragtelig overordnet indflydelse på Post Danmark Rundt. »Da jeg så, at Cofidis med det samme satte sig frem for at kontrollere etapen, gav jeg vore ryttere besked på, at de ikke behøvede blande sig. Vores plan gik ud på, at det franske hold simpelthen skulle køre sig træt i jagten på udbryderne. Og da vi så nåede ind i det kuperede terræn kort før rundstrækningen i Århus, satte vi nogle ryk i gang, som yderligere skulle gøre O'Grady og hans folk møre. Det lykkedes perfekt, for mod slutningen faldt den ene Cofidis-rytter efter den anden fra, så australieren til sidst sad mere eller mindre isoleret. Det var ikke på noget tidspunkt for alvor inde i billedet, at vi ville prøve at fremtvinge den store splittelse allerede på denne etape. Dermed løb vi selvfølgelig den risiko, at O'Grady ved at komme med hjem kunne få yderligere bonussekunder med en sejr, men den fare var nu ikke særligt overhængende, efterhånden som hans holdkammerater faldt væk«, fastslår Bjarne Riis. »Og jeg er stadig af den opfattelse, at vi står med langt flere fordele ved at have sparet så meget på kræfterne, som det nu er muligt inden etapen til Vejle og enkeltstarten i aften i Fredericia. Jeg forventer bestemt ikke, at feltet kommer samlet hjem i Vejle, og her er det helt sikkert, at vi vil forsøge at angribe. Måske først, når vi kommer ind på rundstrækningen med den skrappe Møllebakke. Den er så stejl, at mange vil falde fra, når der bliver forceret, og det er dér, vi skal spille vore trumfer ud«.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Da Pia Olsen Dyhr indtog talerstolen, kunne man tydeligt høre, at noget er i gære på Marienborg
-
Da jeg slettede Instagram, stod jeg pludselig med et uforudset problem
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme af Lawand Hiwa Namo
Debatindlæg af Lise Coermann Mathiesen og Rune Baastrup
Kronik af Sofie Risager Villadsen




























