Endnu en CSC-stjerne skadet

28-årige Jörg Jaksche styrtede med 60 km/t og havde ingen mulighed for at undgå styrtet. I faldet borede et eller andet sig gennem skulderbladet. 'Smertefuldt - men ikke kompliceret', siger CSC-chef Bjarne Riis. - Arkivfoto: Claus Bonnerup
28-årige Jörg Jaksche styrtede med 60 km/t og havde ingen mulighed for at undgå styrtet. I faldet borede et eller andet sig gennem skulderbladet. 'Smertefuldt - men ikke kompliceret', siger CSC-chef Bjarne Riis. - Arkivfoto: Claus Bonnerup
Lyt til artiklen

For anden gang på to dage mistede det danske professionelle cykelmandskab Team CSC i går en af sine trumfer til årets største begivenhed på de hjemlige landeveje, Post Danmark Rundt, der indledes onsdag i Aabenraa. For efter at Jakob Piil i torsdags indså, at hans knæskade fra Tour de France gør det umuligt for ham at starte i såvel det fem dage lange etapeløb som ved OL i Athen 14. august, måtte tyskeren Jörg Jaksche atter erkende, at han så afgjort ikke har været begunstiget af medgang de seneste måneder. Brud på skulderbladet under træning Et voldsomt styrt under træning griber nemlig på ny forstyrrende ind i den 28-årige Paris-Nice-vinders planer, som tilfældet var det umiddelbart inden både Amstel Gold Race og Tour de France. I dette tilfælde handler det om et brud i skulderbladet, mens det i de to foregående var albuen, det gik ud over. Jaksches uheld betyder til gengæld, at den anden danske Tour de France-deltager hos Team CSC, Nicki Sørensen, der i går af Danmarks Idræts-Forbunds bestyrelse officielt blev udtaget til erstatte Piil i den olympiske kappestrid, nu sandsynligvis får den 877 km lange styrkeprøve fra Aabenraa til Frederiksberg som den sidste forberedelse, inden det går løs i den græske hovedstad. Styrtede med 60 km/t »Det er så nyt med Jaksche, at vi lige skal have alle brikker til at falde på plads, men medmindre der dukker noget helt uforudset op, er det meningen, Nicki overtager Jaksches plads i Post Danmark Rundt, mens Fabrizio Guidi rykker ind i stedet for Piil. Der er ingen tvivl om, at det er et hårdt slag for os, fordi begge de uheldige var deciderede vinderemner i denne sammenhæng. Vi har stadig et par stykker i Jens Voigt og Frank Høj, og så må vi jo lægge vores strategi efter det, for det er absolut stadig vores målsætning at præge Post Danmark Rundt markant«, fortæller CSC-chefen Bjarne Riis undervejs til morgendagens World Cup-løb i Hamburg. »Jörg punkterede på forhjulet med 60 km i timen, da han var ude at træne efter scooter, og kunne ikke undgå at styrte. I faldet ramte han et eller andet, der borede sig gennem skulderbladet og lavede et hul, nærmest som hvis han var blevet skudt. Det er smertefuldt, men ikke så kompliceret, så derfor behøver det ikke vare ret længe, før han er på cyklen igen. I princippet kunne han måske være blevet klar til Post Danmark Rundt, men der er ingen grund til at forcere. Nu kommer han hertil for at få behandling af Ole Kåre Føli, og jeg frygter ikke, at den seneste skade får nogen indflydelse på hans indsats i Vuelta a Espana, som bliver hans store opgave i den sidste halvdel af sæsonen«. Jaksche gjorde comeback i sidste uges Sachsen Tour, og hans ny ufrivillige pause medfører også ændring i CSC's repræsentation, når den sydtyske by Bühl i lægger asfalt til den traditionelle partidskørsel i kølvandet på Tour de France. »Kurt Asle Arvesen skal være makker med Andrea Peron, men vort bedste kort bliver nok Jens Voigt-Bobby Julich. Det skulle ikke undre mig, om de to hidser hinanden op til noget stort«, siger Bjarne Riis. Sidste optræden Temporidtet bliver en af sæsonens sidste større optrædener for Tour de France-triumfatoren Lance Armstrong, som i Bühl har sin håndgangne væbner George Hincapie ved sin side. I 2003 dukkede Armstrong også op med frisk Tour-hæder, men da måtte han og den olympiske mester Vjatjeslav Ekimov tage til takke med sjettepladsen 3.12 min. efter Gerolsteiners specialister Michael Rich og Sebastian Lang. I år danner Rich par med en anden tysk fartmaskine Uwe Peschel, og umiddelbart fremtræder den konstellation som favorit, men kan Julich og Voigt leve op til de ugegamle præstationer fra enkeltstarten i Besancon, hvor de sluttede som henholdsvis nr. 5 og 7, er de også et godt bud på succes.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her