FCK's nye svensker er en 'vinnarskalle'

Tobias Linderoth (tv) ved siden af ugens andet, nordiske FCK-indkøb, nordmanden Magne Hoseth. - Arkivfoto: Pelle Rink
Tobias Linderoth (tv) ved siden af ugens andet, nordiske FCK-indkøb, nordmanden Magne Hoseth. - Arkivfoto: Pelle Rink
Lyt til artiklen

FC Københavns bestyrelsesformand Flemming Østergaard slog i går formiddags den sølvgrå Mercedes et smut forbi klubbens træningsbaner på Frederiksberg. Sådan for lige at besigtige de afsluttende øvelser inden dagens kamp mod Esbjerg, men i særdeleshed for personligt at byde velkommen til én af klubbens to nye spillere, svenske Tobias Linderoth, der i eftermiddag får sin debut for det danske mesterhold i Parken. Det foregik - lidt utraditionelt for Østergaard - med bare et enkelt formelt håndtryk, men sådan er indstillingen helt åbenlyst for den 25-årige landsholdsspiller Tobias Linderoth. Tak for velkomsten, men lad os så ellers komme i gang med arbejdet. Yder maksimalt »Folk vil få en spiller at se, som altid yder maksimalt. En spiller, der løber dobbelt så meget som alle andre, men samtidig også har blik for den gode aflevering. Tobias er en optimal 'vinnarskalle'«, som FCK-træner Hans Backe beskriver klubbens nye centrale midtbanespiller, der har stået på ønskelisten i mere end et halvt år. Allerede da Erik Mykland og Peter Nielsen af hver deres årsag forsvandt fra holdet inden forårssæsonen, tog FC København den første kontakt til Everton og Tobias Linderoth, der dermed har haft god tid til at overveje skiftet til dansk fodbold. 'Jeg kender Backes stil' Og i forhold til tilværelsen som højt betalt marginalspiller i den engelske Premier League har svenskeren valgt muligheden for at udvikle sig yderligere, vinde titler og spille europæisk fodbold under en træner som netop Hans Backe. »Jeg kender jo hans stil og hans resultater, som taler for sig selv. Derudover har jeg i det sidste halve år talt meget med mine svenske landsholdskammerater om dansk fodbold og Superligaen. Både Magnus (Kihlstedt, red.) og dem, som spiller i Brøndby. Derfor har jeg heller ikke betragtet det her som et skridt nedad i min karriere, men som en klar mulighed for at udvikle mig som fodboldspiller«, siger Tobias Linderoth. På det svenske landshold havde han under EM-slutrunden i Portugal stor succes i en rolle som det defensive element i en midtbanediamant, men Hans Backe lægger vægt på, at Linderoth også råder over store tekniske og offensive kvaliteter, som skal udnyttes. Hård konkurrence om pladserne Samtidig betyder svenskerens ankomst sammen med norske Magne Hoseth, der begynder træningen i næste uge, at konkurrencen om pladserne i FC København bliver præcis så hård, som Backe ønsker. Mestrenes trup er på 23 markspillere - svarende til, at der rundt regnet er to mand, som kæmper indædt om hver eneste plads på banen. »Det er måske det sidste, vi har manglet, og ingen kan i dag slappe af eller gå og hvile til træningen eller i en kamp. Selv på en dårlig dag må alle yde 100 procent og bløde, når de går fra banen«, lyder ordene fra den svenske træner. Afviser rotationsprincip Han afviser, at den store trup vil medføre en form for rotationsprincip, som det har været set i flere udenlandske klubber. »Måske på en enkelt plads vil der blive byttet ud for at benytte flere spillere, men ellers vil der være en tydelig stamme«, siger Hans Backe. Bergvold afløser formentlig Saarinen Til dagens opgør mod sidste sæsons bronzevindere fra Esbjerg må FCK-træneren dog se bort fra finske Janne Saarinen, der er småskadet. Udfra gårsdagens træning ser det ud som om, at allroundspilleren Martin Bergvold i stedet rykker ned som venstre back, mens Thomas Røll muligvis står til et comeback i startopstillingen. Og så kan tilskuerne i Parken altså se frem til for første gang at møde en ægte svensk 'vinnarskalle'.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her