Doping forhindrer antidoping for Mette Jacobsen

Mette Jacobsen blev testet positiv i maj under EM i Madrid, da hun vandt bronze i 200 meter butterfly. - Foto: Jens Dresling
Mette Jacobsen blev testet positiv i maj under EM i Madrid, da hun vandt bronze i 200 meter butterfly. - Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En dopingdom er en dopingdom. Uanset om det indtagede stof er præstationsfremmende eller ej, ændrer det ikke ved, at det står på Det Internationale Antidoping Agenturs (WADA) liste over forbudte præparater. Derfor vælger svømmeren Mette Jacobsen den rigtige løsning, hvis hun som forventet trækker sig fra sin post i Anti Doping Danmarks bestyrelse. En dopingdom harmonerer ikke med at lave antidoping-arbejde, mener formanden for Team Danmarks bestyrelse, amtsborgmester Carl Holst (V). »Jeg kan kun udtrykke sympati for de tilkendegivelser, Mette er kommet med. Det, hun har gjort, er uforsætligt, men nogle gange er denne verden altså meget sort-hvid«, siger han. Forkert medicin Mette Jacobsen blev testet positiv i maj under EM i Madrid, da hun vandt bronze i 200 meter butterfly og kvalificerede sig til sit femte OL på stribe. Hun havde fået forkert medicin af sin læge gennem 13 år, Allan Bundgaard, som i stedet for penicillin var kommet til at give hende piller med de forbudte stoffer prednison og prednisolon, der står på dopinglisten, selv om de ikke er præstationsfremmende. De kan til gengæld være farlig at indtage i for store doser. På fredagens følelsesladede pressemøde i Farum antydede Mette Jacobsen, at hun ville forlade bestyrelsen. »Jeg er netop blevet valgt ind i Anti Doping Danmark, men på trods af min meget store interesse for det område føler jeg ikke, at jeg er berettiget til at sidde der og har derfor tænkt mig at trække mig fra den post«, læste Mette Jacobsen op fra det stykke papir, som hun støttede sig til under pressemødet. Da hun blev bedt om at uddybe sine bevæggrunde for at ville forlade bestyrelsen, sagde hun: »For at imødekomme en hel masse problemstillinger, der eventuelt kunne komme omkring det, føler jeg, at jeg måske selv bliver nødt til at tage beslutningen. Selv om det er et stykke arbejde, der før alt dette var lidt en drøm for mig, fordi jeg altid har forsøgt at gå i front i forhold til sådanne ting her. Men med den meget bitre erfaring jeg har gjort nu, føler jeg ikke, at jeg er værdig til den post«, sagde hun. Kan fortsætte i Team Danmark Mens Jacobsen ikke bør sidde med ved bordet i Anti Doping Danmark, så mener Carl Holst godt, at hun kan fortsætte sit arbejde i Team Danmarks bestyrelse. »Nu er det kulturministeriets område, for det har udpeget hende, men jeg mener, at der er formildende omstændigheder. Selve dommen er meget mild, det er uforsætligt, og hun har været meget uheldig«, vurderer Carl Holst. Under EM i Madrid var Mette Jacobsen også med til at sikre holdkappen i 4 x 100 meter medley en tid, der senere rakte til en af den internationale svømmeunions (FINA) såkaldte kvotepladser. Danmarks Chef de Mission ved OL, Jesper Frigast Larsen, understreger, at dopingsagen ingen konsekvenser får for holdkappen, som blandt andre inkluderer Jeanette Ottesen og Louise Jansen, der ikke er kvalificeret individuelt. »FINA har givet Mette en advarsel men nævner intet om, at hun ikke kan deltage i et OL. Og så længe holdkappen har sin FINA-godkendelse, er den med ved OL«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her