Når Bjarne Riis som chef for et af verdens førende professionelle cykelmandskaber Team CSC i går kunne offentliggøre, at han har forlænget kontrakten med den fremragende tyske fighter Jens Voigt for yderligere to sæsoner, skyldes det ikke, at sponsorsituationen pludselig har ændret sig drastisk i positiv retning. »Det er ikke fordi, jeg har fået flere penge, end jeg havde for nogle uger siden, men jeg har valgt at prioritere aftalen med Jens meget højt, da han er så stort et aktiv for vort hold. Det betyder så, at andre må vente lidt længere på at få afklaret deres fremtid, for der bliver ikke skrevet flere kontrakter foreløbig. Jeg vil nemlig ikke kaste mig ud i noget, jeg ikke har sikkerhed for at kunne overholde«, siger Bjarne Riis i kølvandet på de tre hårde uger i Frankrig, som understregede, at det succesrige sæsonforløb frem til Tour-starten så afgjort ikke har været nogen tilfældighed. Puste lidt ud »Nu skal jeg lige puste lidt ud oven på Touren, og så regner jeg da med at skulle have møder med nogle af de mulige samarbejdspartnere, som er inde i billedet. Men lige nu og her er der ikke udsigt til, at vi står umiddelbart over for at få noget på plads. Det er nu heller ikke, fordi jeg føler, vi er under noget pres. Jeg har tid til at vente, til de rigtige tilbud kommer, og jeg tror på, at de ryttere, som er interesseret i at køre hos os, ligeledes tager den med ro, til vi har fundet en løsning«. »Men det havde da været dejligt, hvis jeg havde haft lige så store beløb at operere med som flere af konkurrenterne. For så havde jeg også allerede nu haft kontrakter på plads med nogle endda meget spændende navne. Der er flere, der selv har henvendt sig, og som jeg meget gerne ville have. Men de er så i mellemtiden blevet snuppet af andre, fordi de ikke har turdet trække tiden ud. Sådan er spillets regler, men jeg synes da også, at Touren har vist, at vi allerede råder over det materiale, der skal til for at skabe verdens bedste mandskab«. »Jeg er i hvert fald stolt af mine ryttere, for jeg synes, de har udrettet et fantastisk job med tanke på de betingelser, de har haft. Vi havde stået endnu stærkere, hvis Sastre ikke havde haft store problemer med sin ryg. Jeg er overbevist om, han kunne være sluttet blandt de fem bedste uden den skade, og det er imponerende, at han har kunnet bide smerterne i sig og klare sig så flot igennem. Både Ivan og Carlos har gjort det endnu mere imponerende, end jeg turde håbe på, og hvis Bobby Julich ikke var styrtet og havde slået håndleddet så slemt, at han var tæt på at måtte udgå, er jeg sikker på, han kunne have støttet de to i bjergene. Vi har virkelig været ramt af mange uheld, og at vi alligevel formår at markere os så godt, skyldes efter min mening udelukkende vores meget minutiøse fortarbejde og det fantastiske sammenhold i truppen«. US Postal interesse De fortsatte rygter om, at US Postal skulle være interesseret i Ivan Basso, tager Bjarne Riis med sindsro. »Jeg tror simpelthen ikke på, at der kan være noget om det, eftersom jeg har kontrakt med Ivan i yderligere to år. Og skulle den blive brudt, bliver jeg da i hvert fald en rig mand, for det vil komme til at koste en enorm sum. Ivan har set, hvor meget han har udviklet sig, siden han er kommet til os, og det er min helt klare opfattelse, at han ligesom jeg tror på, at vi sammen kan nå noget endnu større. Han har fået bevis for, at han har evnerne til at nå helt til tops, og den chance kan han få hos os«. Trods de vellykkede tre uger må Bjarne Riis dog se i øjnene, at Team CSC i det mindste midlertidigt må afgive førstepladsen på verdensranglisten til tyske T-Mobile, der inden Touren lå nr. 3 efter de danske tropper og Saeco. Også hvad angår indkørte point til det officielle internationale holdhierarki har US Postal, T-Mobile og CSC - i den rækkefølge - været de dominerende i Touren, og mens amerikanernes succes ikke får nogen indflydelse på CSC's position, fordi de var så langt bagud inden den markante høst i Frankrig, rykker T-Mobile altså forbi. Så i den resterende del af sæsonen har Bjarne Riis udsigt til et tæt kapløb med sin tidligere arbejdsgiver om den titel som verdens bedste cykelhold, han stræber så ihærdigt efter.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
-
Oscarvinder fra danskproduceret dokumentar mister sin statuette
-
Wegovy, jeg slår op
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























