Umiddelbart synes Champs-Elysées, verdens måske smukkeste avenue i hjertet af Paris, og den jyske hede ikke at have så meget til fælles. Men fornemmelsen af, at de to uhyre forskelligartede lokaliteter inden for den nærmeste fremtid forbindes qua deres respektive roller som udgangspunkt og endemål for Tour de France, melder sig med fornyet styrke efter finalen i den 91. udgave af cykelbegivenheden. En dansk komité med direktøren for Messecenter Herning Georg Sørensen som primus motor har gennem flere år arbejdet ihærdigt for at få Tour-starten til Danmark - nærmere betegnet Herning - og den cykelinteresserede erhvervsmand fik styrket sin optimisme omkring projektet ved weekendens visit i Paris »Når andre medlemmer af den danske Tour de France-komité og jeg har været til stede både ved starten i Liège og ved afslutningen i Paris, skyldes det udelukkende, at vi over for arrangørerne har villet tilkendegive, hvor opsatte vi er på, at dette fantastiske show kommer til Danmark«, siger Georg Sørensen. Mangler underskrift »Vi har ikke i denne forbindelse kunnet videreføre forhandlingerne. Dels fordi Tour-folkene selvfølgelig har haft rigeligt at gøre med det løb, som nu er overstået, dels fordi vi er nået så langt, at det efter min opfattelse kun er underskriften på kontrakten, der mangler. Jeg har fået så mange positive tilkendegivelser, at jeg føler mig overbevist om, at vi får Tour-starten til Danmark enten i 2008 eller 2009, alt efter hvem der vælges i årene inden. Men den endelige bekræftelse må vi vente på en rum tid endnu, så det handler om at være tålmodige og tro på, det bliver en realitet«. Dagen efter Lance Armstrongs sjette supermands-opvisning spænder reaktionerne på den franske maratonstyrkeprøve over et bredt spektrum i de internationale medier. Generelt hyldes den 32-årige amerikaner for sin exceptionelle og historiske bedrift, men det franske sportsdagblad L'Equipe drypper malurt i bægret ved at fastslå, at Armstrongs diktatoriske optræden over for den personlige fjende Filippo Simeoni bestemt ikke tjente den enestående atlet til ære. I den tyske presse er opmærksomheden naturligt nok rettet mod Årets Sportsmand 2003, Jan Ullrich, der mødte op med så store forventninger, men langtfra indfriede dem med den fjerdeplads. Dovenkrop Ullrich kaldes i Tysklands største avis Bild for 'dovenkrop', og det antydes, at T-Mobile overvejer at droppe den dyre stjerne, der årligt hæver en gage på omkring 20 mio. kr., selv om han stilledes noget nær en evighedskontrakt i udsigt, da han vendte tilbage til det tyske storhold efter en lidet succesrig afstikker til Team Bianchi. Bild konstaterer i sin kommentar, at det gør ondt at se Ullrich ydmyget, samt at hans status som verdensklasserytter kun kommer til udtryk via hans verbale udgydelser samt lønsedlen. Avisen fastslår med henvisning til Formel 1-fænomenet Michael Schumacher, at Ullrich savner Schumi-genet, samt at Telekom er ved at indse, at han aldrig vinder Tour de France igen. Anderledes positive er signalerne i den italienske presse omkring Team CSC-trumfen Ivan Basso, som i går stillede op til telefonshow med læserne af Italiens største dagblad La Gazzetta dello Sport. Avisen beskriver Basso som »en ung mand, som i sine dueller med Armstrong har tryllebundet de italienske cykeltilhængere, der kun fem måneder efter have begrædt Marco Pantanis tragiske endeligt nu jubler over et nyt idol«. Og så fremhæver den franske avis France Soir i sin bedømmelse af de 21 mandskaber, at Team CSC's indsats kun overgås af US Postal. »I den første halvdel af løbet sørgede Riis-protegéerne for at skabe spænding med Jakob Piil og Jens Voigt konstant i udbrud. I bjergene var Ivan Basso den eneste, der formåede at følge Armstrong, som uddelte sin eneste gave i Touren til italieneren, og Carlos Sastre var hele tiden nærværende. Kort sagt, stor synlighed«, konstaterer France Soir.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Hvis vi får den regering, der lige nu er på tegnebrættet, får vi nok tre, ikke to, oppositioner
-
Om en måned skal de være ude: Op mod 100 musikere får frataget deres øvelokaler
-
Kæmpestudie glæder professor: »Det er jo vanvittigt. Frygten for smerter fylder alt for meget«
-
Trump joker om at overtage Cuba 'når arbejdet i Iran er færdigt'
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























