Tre bjergetaper og tre kompromisløse, energikrævende forsøg fra Michael Rasmussen på at køre et langt udbrud succesrigt i hus. Og eftersom den danske Rabobank-rytter pønser på yderligere fremstød, er der ingen tvivl om, at han aspirerer kraftigt til at blive kåret som hele løbets mest angrebsivrige rytter efter finalen på søndag i Paris. Enkeltstart i lavt gear »Vi har endnu ikke snakket planerne for de to næste etaper igennem. Men jeg vil ikke udelukke, at jeg sparer mig lidt på enkeltstarten i dag, for i morgen er det min sidste chance for at vinde en etape, og det er jo blandt andet det, jeg er her for«, siger Michael Rasmussen, der nu er nr. 3 i bjergkonkurrencen efter Richard Virenque og Lance Armstrong. »Virenque og jeg arbejdede glimrende sammen, og vi havde aftalt, at han skulle score point, mens jeg skulle vinde, hvis vi kom hjem sammen. Desværre ødelagde Jan Ullrich de planer, og ham tager jeg ikke med i min aftenbøn. Hvis han ikke var stukket fra gruppen med Armstrong, er jeg overbevist om, at Virenque og jeg havde bevaret forspringet«. Kold Lance Lance Armstrong havde is i maven, da Ullrich vovede sig ud i den dristige offensiv. »Vores taktik på det tidspunkt gik ud på at vente på George Hincapie og José Luis Rubiera, som ikke var så langt fra at nå op igen. Men da CSC lod Voigt falde tilbage, ændrede situationen sig. Jeg forstår udmærket deres taktik. Selvfølgelig kom den også mig til gode, men Ullrich kunne måske have fået så stort et forspring, at det ville blive farligt for Basso med henblik på den sidste lange enkeltstart. Derimod havde det ikke betydet så meget for mig, hvis vi med Hincapie og Rubiera tilbage havde kunnet kontrollere afstanden til Ullrich«, fastslår Armstrong.