At tyske Team T-Mobile er repræsenteret højt oppe i Tour de France-klassementet, var forudset af de fleste inden starten på de franske strabadser. Men at Andreas Klöden skulle rangere foran Jan Ullrich efter de afslørende udfordringer i Pyrenæerne, som tilfældet er nu, hvor de er placeret henholdsvis på fjerde- og ottendepladsen, havde nok kun særdeles inkarnerede Klödentilhængere forestillet sig. Spekulationer om splid Umiddelbart kunne dette mellemfacit give anledning til spekulationer om intern splid i den tyske trup, men endnu er en sådan ikke dukket op til overfladen. Ganske vist rasede Erik Zabel efter etapen til Saint-Flour over, at Klöden havde slået ham i spurten om andenpladsen og dermed reduceret hans indtjening af point i kampen om den grønne trikot. Klöden undskyldte sig med, at han først og fremmest havde satset på at afholde Armstrong fra at erobre bonussekunder, uden at det dog stillede Zabel tilfreds. Men mellem barndomsvennerne Ullrich og Klöden - de frekventerede i drengeårene den samme sportsskole i Østberlin - fornemmes ingen gnidninger, og det selv om det står i frisk erindring, hvordan kaptajnen fightede desperat og med italieneren Giuseppe Guerini som den eneste støtte noget af vejen mod finalerne på tinderne i La Mongie og Plateau de Beille for at begrænse nederlaget, mens hans formodede hjælper Andreas Klöden stred forude for personlig succes. Forundret Pevenage De situationer har fået Ullrichs rådgiver Rudy Pevenage til at udtrykke forundring over rollefordelingen - en følelse, han utvivlsomt deler med talrige neutrale betragtere. Men Pevenage er som bekendt persona non grata i T-Mobile-lejren, og i den kommer ingen officiel fortrydelse over Klödens kørsel til orde. Heller ikke Jan Ullrich selv har noget at beklage sig over, men har tværtimod lykønsket Klöden med indsatsen. »Da Andreas satsede på vej op mod La Mongie, havde han først spurgt mig, om han skulle køre, og jeg gav ham lov, så der er ingen uoverensstemmelser mellem os. Jeg håber på at kunne levere en meget bedre præstation i Alperne, og lykkes det, er det betryggende at vide, at Andreas er så godt kørende. Så kan han virkelig blive til gavn for mig. Men jeg vil da ikke udelukke, at det udvikler sig til at blive hans Tour. Og hvis der indtræffer en definitiv afklaring af, hvad der tjener holdets interesser bedst, og den falder ud til hans fordel, er jeg parat til at køre maksimalt for Andreas«, fastslår Jan Ullrich. Lysende fund med OL-bronze For fire år siden fremstod Andreas Klöden som et af den professionelle cykelsæsons lysende fund. Samlede sejre i Paris-Nice og Baskerlandet Rundt samt bronze ved OL i Sydney efter holdkammeraterne Jan Ullrich og Alexandre Vinokourov indicerede, at den da 25-årige tysker styrede direkte på stjernekurs. Og det var kun en bekræftelse af de forventninger, der længe havde været næret til ham - bl.a. efter at han i 1996 sikrede sig bronze på enkeltstarten ved U 23-verdensmesterskaberne i Lugano slået af italienerne Luca Sironi og Roberto Sgambelluri. Præstationerne bragte ham op som nr. 16 på verdensranglisten; han betragtedes næsten som værende på niveau med Ullrich - der på det tidspunkt lå nr. 6 - og i hvert fald som et væsentligt supplement til denne i det tyske storholds satsning på succes. Men da Klöden den følgende sæson skulle til at indfri forventningerne, smuldrede alle højtflyvende drømme i takt med hans indædte kamp for at overvinde de knæskader, der efterhånden truede med at udvikle sig til et kronisk problem for ham. Forsigtig fremførsel Allerede da han indledte den professionelle karriere hos Telekom 1. maj 1998, havde holdets medicinske stab konstateret, at Klöden var bagud i forhold til sine jævnaldrende, hvad angår den fysiske belastning, organismen kan tåle at blive udsat for, selv om det ikke var fremgået af hans præstationer. Det indebar, at han skulle føres forsigtigt frem, men det hindrede ikke, at den krævende profession tilsyneladende tærede voldsomt på ressourcerne. Han gennemførte sit første Tour de France i 2001 som nr. 26, men det var ikke meget, han lod høre fra sig rent resultatmæssigt, hverken det år eller det følgende, på grund af knæskavankerne. Uforløst talent Langsomt sneg sig den opfattelse ind i miljøet, at Klöden var en af mange unge evnerige cykelryttere, som aldrig formåede at vokse ud over det talentfulde stadium. Og da han så sidste år omsider atter var klar til at genoptage Tour de France-karrieren, impliceredes han i det voldsomme massestyrt på 1. etape, der kostede så stort et mandefald og ligeledes tvang ham til at opgive på 9. etape med en slem rygskade. Nu tegner fremtiden anderledes lys for Andreas Klöden, hvis force ligger i bjergene og på enkeltstarterne, hvilket bestemt ikke er uinteressant med henblik på Tourfortsættelsen. Klödens fremgang kan smitte Ullrich Og det hævdes, at T-Mobiles sportsdirektør, Walter Godefroot, aldeles ikke er utilfreds med udviklingen. Dels skal han aldrig have været varm på at tage Ullrich tilbage efter dennes eventyr hos Team Coast, men blev presset af den øverste ledelse i gigantkoncernen. Dels kan Klödens fremgang måske tvinge Ullrich til omsider at arbejde mere seriøst i vintermånederne. For ellers kan det meget vel tænkes, at den aktuelle ombytning i toppen af det tyske mandskabs hierarki kan blive af mere permanent varighed.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























