Basso har planen klar

Basso vil besejre Armstrong med et stort angreb. - Foto: AP
Basso vil besejre Armstrong med et stort angreb. - Foto: AP
Lyt til artiklen

»I mit hoved og mit hjerte er alt muligt. Jeg er ikke bange, og jeg føler mig frisk. Med mig i løbet og Bjarne i bilen kan der ske store ting. Men ingen skal glemme, at Lance har vundet Touren fem gange, så det bliver ikke nemt at slå ham«. Entusiastisk og tændt, som han har virket på cyklen, prøvede Ivan Basso det bedste, han har lært, at fremtrylle så mange engelske gloser som muligt på det pressemøde, CSC havde indkaldt til på hviledagen. Stor interesse Og skulle nogen have været i tvivl, leverede den seance et eftertrykkeligt bevis for, at den 26-årige italiener nu har status som hovedperson i Tour de France-showet. For mens den foregående hviledags tilsvarende CSC-samling bar et markant præg af danske medier, udviklede forestillingen på Hotel Park Inn sig til et internationalt tilløbsstykke. Åbenbart har CSC-folkene i den sammenhæng undervurderet deres egen betydning, for det lokale, der var reserveret til lejligheden, kunne slet ikke rumme de mange interesserede, og Bjarne Riis måtte et par gange som en bedre skolemester kalde til orden, inden der kom gang i sagerne. »Hvis Armstrong skal besejres, skal det ske i ét stort angreb. Det nytter ikke med mange små. 10-20 sek. interesserer mig ikke, men ser jeg det mindste svaghedstegn, er jeg klar til at slå til. Det kan da godt være, at de aldrig kommer, men jeg føler mig stærk nok til at udnytte dem, hvis det skulle være«, fortæller Ivan Basso. »Jeg har altid haft selvtilliden i orden, men det er ikke blevet til de helt store resultater. Jeg tror imidlertid, at sejren forleden i Plateau de Beille har ændret mig som rytter. Det er som om, en sådan dag betyder noget helt specielt for motivationen«. Riis vil holde på Basso Et par spørgsmål på pressemødet berørte risikoen for, at Bassos aktuelle succes kan friste et pengestærkere mandskab til at sikre sig italieneren og dermed tvinge Riis til at begynde forfra med udviklingen af en mulig kommende Tour-vinder, som det skete sidste år, da Tyler Hamilton ikke kunne afslå tilbuddet fra Phonak. »Jeg har kontrakt med Ivan for de kommende to sæsoner også, så jeg har svært ved at se hvordan det skulle ske«, lød det officielle Riis-svar, og bagefter uddybede han det. »Jeg ved godt, at jeg heller ikke troede, Tyler ville rejse, men ham havde jeg dog ikke kontrakt med. Jeg kan slet ikke forestille mig, at Ivan i det hele taget ville overveje at bryde vores aftale, men selvfølgelig kan det lade sig gøre, hvis der er penge nok på bordet. Faktisk har jeg slet ikke tænkt den tanke, før journalister bragte den på bane. Skulle det usandsynlige indtræffe, klarer vi også det«, siger Bjarne Riis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her