EM-spiller på vej fra Everton til FCK

Lyt til artiklen

Den svenske landsholdsspiller Tobias Linderoth meldes på vej til de danske mestre FC København. Det skriver Svenska Dagbladet. FC København har ledt med lys og lygte efter en erfaren midtbaneerstatning for både Peter Nielsen, som stoppede i vinter, og nordmanden Erik Mykland, som har måttet indstille karrieren på grund af en skade, og valget skulle ifølge den svenske avis være faldet på Linderoth. Ingen kommentarer fra Backe I FC København ønsker træner Hans Backe ikke at kommentere den 25-årige Evertonspillers mulige skifte til dansk fodbold. »Eftersom klubben er børsnoteret, får jeg en bøde, hvis jeg siger noget. Og det passer mig udmærket«, siger træneren til Svenska Dagbladet. Tobias Linderoth har haft en svær sæson i Everton, hvor han har kæmpet med Thomas Gravesen om en plads på midtbanen hos 'The Blues'. Den duel vandt Gravesen, og kun når danskeren var skadet, blev der plads til svenskeren, som ifølge Svenska Dagbladet havde det svært med de engelske krav om at deltage i begge straffesparksfelter. På landsholdet spiller Linderoth en mere tilbagetrukket rolle på den defensive midtbane, og avisen forventer, at han hos FC København vil få en lignende rolle. Zumas problemer Mens nyheden om Tobias Linderoth var dagens positive melding fra Østerbro i København, var nyheden om Sibusiso Zumas skade den dårlige. Zuma har siden april haft problemer med en lårskade, som brød op, da han fik comeback en måned senere i en kamp mod Frem. Nu er lårskaden brudt op endnu en gang, og det betyder, at Zuma er mere end tvivlsom til FCK's første Champions League-kvalifikationskampe. »Han blev skadet i forbindelse med en træningstur med det sydafrikanske landshold, og han skal holde pause i fire uger endnu, så jeg regner ikke med, at han bliver klar til de første kampe i sæsonen«, siger træner Hans Backe, som trods sine forventninger lever med et lille håb om at få sin sorte perle klar. »Det vil være meget ærgerligt, hvis han ikke bliver klar til disse kampe, for han plejer altid at være fantastisk i de europæiske turneringer. Heldigvis har det fungeret godt med Jesper Bech i angrebet«, siger Hans Backe til Ritzau. Selv siger Zuma, at han er ked af, at skaden endnu en gang er sprunget op, men at der ikke er andet at gøre end at slappe af og give den tid, så han igen kan komme helt ovenpå. »Jeg er selvfølgelig skuffet. Det er første gang, jeg har været væk fra fodbold så længe, men der er ikke noget at gøre ved det. Jeg spillede med skaden, da den ikke var helt lægt, og det gjorde det hele meget værre«, siger Zuma. Kihlstedt bliver klar Ifølge Ritzaus Bureau ser det til gengæld ud til, at FC København kan disponere over den svenske målmand Magnus Kihlstedt, som ellers pådrog sig en lyskeskade i forbindelse med EM-opholdet i Portugal. Træner Hans Backe regner med at have svenskeren klar midt i måneden, hvilket er tids nok til at være klar til kval-kampene, som skal afvikles 28. juli og 4. august mod enten Flora Tallinn fra Estland eller Gorica fra Slovenien.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her