300 km. på den våde klinge

Foto: Jacob Ehrbahn
Foto: Jacob Ehrbahn
Lyt til artiklen

Gamle og unge. CSC-trikoter og trøjer med lokale klubbers navne. Alt var blandet sammen i en stor pærevælling, efterhånden som cykelrytterne tidligt lørdag morgen langsomt sivede væk fra havnen i Køge og begav sig ud på de sjællandske biveje. Præcis klokken 6 blev de første ryttere sendt af sted fra Køge Havn - den 25. udgave af motionscykelløbet Sjælland Rundt var i gang, og i løbet af de næste timer trillede små 1.300 ryttere ud på den 300 kilometer lange rute. Store grimme byger På forhånd havde metrologerne varslet store grimme byger, som ikke just er fordrende, når den står på et dagslangt motionscykelprojekt, men efterhånden som dagen fik bedre fat og gik fra morgen til formiddag, forsvandt de tunge skyer og blev afløst af solen. »Det er helt perfekt vejr. Vi kunne ikke ønske det bedre. Vinden var selvfølgelig lidt hård på stykket fra Næstved og ned mod Skælskør, men fra nu af er det jo rygvind«, sagde Claus S. Poulsen, Tappernøje, der sad og spiste ris og kylling på Kirke Stillinge Skole, som i dagens anledning var omdannet til et af de syv depoter på ruten. Hans ben glinsede af olie, da han lige havde haft sin cykelkammerats kæreste til at give sig massage - en massage, som i allerhøjeste grad var tiltrængt. »Jeg var godt nok lidt træt. Det er ikke noget alvorligt, men efter 170 kilometer er man alligevel lidt træt. Men nu er jeg frisk igen, selv om der er lidt langt hjem«, fortalte Claus S. Poulsen, som til daglig er civilingenør. Ingen problemer Et stykke derfra sad Marianne Andersen på 47 sammen med Bjarne Holgersen, 54, i hvide og lilla cykeldragter og pustede ud efter de første 170 kilometer. De følte sig godt tilpas og priste sig lykkelige for, at regnen havde holdt sig væk. »Vi har ikke nogen problemer, og vi har heller ikke haft nogen uheld. Nu glæder vi os bare til at få rygvind«, sagde Marianne Andersen, mens hun tyggede sig igennem foliebakkens indhold af kylling og ris. Hun og Bjarne Holgersen var i gang med deres femte Sjælland Rundt. De er begge en del af et lille cykellav på seks personer fra Rønnede på Sydsjælland, som træner tre gange om ugen. »Min mand? Han er kørt for længe siden. Han er alt for hurtig«. Hvornår er I inde? »Nok ved en 19-19.30-tiden«, svarede Yvonne Kristensen, men blev hurtigt rettet af Bjarne Holgersen. »Nej, nej, det er alt for langsomt. Vi skal nok være der før«, grinede han. Og bedst som rytterne havde taget de store overtrækstrøjer af og ladet armene få fri adgang til solen, trak en vaskeægte dansk sommerbyge ind over Sjælland. Vandet høvlede ned i kaskader, og rytterne kørte rundt i flere centimeter vand. »Jeg er våd«, sagde Poul Jensen fra Haslev, da han stod i målområdet og gjorde status. »Jeg lagde mit overtrækstøj ind i en bil i Kirke Stillinge, fordi jeg troede, vejret holdt. Så jeg fik det ikke igen før kort før mål. Men vi har ikke frosset - det var først til sidst«, sagde Poul Jensen, inden han hastede videre for at få tørt tøj på og komme hjem til varmen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her