Den endelige udfordring for FCK

Der er stort pres på en ung spiller som Jesper Bech, eftersom FCK-formand Flemming Østergaard fortsat har Champions League-ambitioner.   Foto: Thomas Wilmann
Der er stort pres på en ung spiller som Jesper Bech, eftersom FCK-formand Flemming Østergaard fortsat har Champions League-ambitioner. Foto: Thomas Wilmann
Lyt til artiklen

»Nu vil vi altså i Champions League«. FC Københavns bestyrelsesformand, Flemming Østergaard, havde sent fredag eftermiddag lagt vejen forbi klubbens træningsbaner på Frederiksberg. Bare sådan lige for at give spillerne den sidste fornemmelse af, hvad en sejr over FC Nordsjælland på Farum Park betyder for ham og forretningen Parken Sport & Entertainment. Ny guldfinale Før de flyvske tanker om mesterliga og besøg på Europas største stadioner igen kan begynde at materialisere sig, skal sæsonens sidste tre point nemlig i dag sættes ind på kontoen i det, der endnu en gang kan beskrives som en 'guldfinale'. Dem har københavnerne og kuldet af unge forårskometer efterhånden ellers spillet en del af i den seneste måned, men sejrene over Brøndby og Esbjerg vil reelt være ubrugelige, hvis det kikser i Farum. AB som julemand FC Københavns træner, Hans Backe, er nemlig overbevist om, at en sejr i forårets sidste kamp er nødvendig, hvis mesterskabet for andet år i træk skal ende i Parken. »At tro på, at AB skal tage point fra Brøndby, svarer til at tro på julemanden. Derfor er forudsætningen for vores vedkommende, at vi skal vinde, men det er nu også en udmærket forudsætning«, lød det efter den afsluttende træning fra svenskeren. Han kalder kampen mod FC Nordsjælland den afgørende styrkeprøve for unge spillere som Hjalte Nørregaard, Christian Traoré, Jesper Bech og Martin Bergvold, der i foråret har været stærkt medvirkende til at indhente Brøndbys forspring på syv point - og som nu skal gøre arbejdet færdigt. »Jeg har en rigtig god følelse inden afslutningen. De sidste mange kampe har for vores vedkommende været afgørende, så hvis nogle skulle få gummiben, havde de vist fået dem for længe siden. Derudover har mange af de øvrige spillere prøvet at spille om mesterskabet flere gange før«, sagde Hans Backe, der med en sejr kan hjemføre 'The Double' for første gang i FCK's historie. Fri for forkølelse Fredagens sene eftermiddagstræning blev afviklet uden større fysiske anstrengelser - og med Bo Svensson som deltager på græsset. Kaptajnen har de seneste dage ligget syg med en gedigen forkølelse, men er klar til at spille sæsonens sidste kamp. »Nu handler det om at være lige så fokuseret i de sidste 90 minutter, som vi har været i hovedparten af forårets kampe. Er vi det, vinder vi også«, sagde anføreren, som endnu en gang skal udgøre centerforsvaret sammen med Ole Tobiasen med Lars Jacobsen på højre back. I venstre side vender Peter Christiansen tilbage efter karantæne, hvilket sender Martin Albrechtsen ud på bænken, mens Álvaro Santos i angrebet får enten Jesper Bech eller Todi Jónsson som makker foran en midtbane bestående af Michael Silberbauer, Hjalte Nørregaard, Christian Traoré og Morten Bisgaard. »Min erfaring fra SAS Ligaen siger mig, at FC Nordsjælland vil gøre alt for at slutte sæsonen godt af mod os, men en tidlig scoring til os vil nok gøre meget. Til gengæld er vi i denne sæson ofte kommet bagud med 1-0, og sker det igen, må spillerne for alvor vise, at de har hovederne til at blive mestre«, lyder oplægget fra Backe inden den endelige udfordring for forårskometerne, der ikke har råd til at kikse. Formand Østergaard vil ikke vente længere på Champions League.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her