Den forkerte finale hos mestrene

Den tidligere franske landsholdsspiller Didier Deschamps har i år ført Monaco frem til finalen i Champions League.   Foto: Lionel Gironneau
Den tidligere franske landsholdsspiller Didier Deschamps har i år ført Monaco frem til finalen i Champions League. Foto: Lionel Gironneau
Lyt til artiklen

Livet skal jo gå videre, og derfor vil borgerne i Madrid også i dag begive sig ud i morgentrafikken omkring Puerto del Sol og på Gran Via, mens fodboldfans i Manchester, Milano og München på samme måde vil gå på arbejde, købe ind og måske - når aftensolen står lavt - sætte sig til rette foran fjernsynet klokken 20.45. Rundt om i Europas traditionelle fodboldhovedstæder vil der imidlertid være en fælles følelse af, at tingene ikke er, som de burde være. Godt nok har Det Europæiske Fodboldforbunds (UEFA) travle fodboldrejsende gjort alt klar på Arena Auf Schalke i Gelsenkirchen. Godt nok er 450 skrivende journalister, 160 fotografer og omkring 1.000 tv-folk netop nu ved at gøre sig klar til aftenens slutkamp i Champions League, men alligevel; det er jo ikke den rigtige finale, som danske Kim Milton Nielsen fløjter op til mellem franske AS Monaco og FC Porto fra Portugal. De store er ude Sådan vil de tænke i Spanien og Italien. Og i Tyskland og England. Til det kan man kun sige, at de er alle sammen slået ud, og for første gang i Champions Leagues efterhånden 12-årige historie er det et par ægte outsidere, som står over for hinanden - stik modsat den oprindelige tanke bag turneringen, der netop skulle sikre Europas største klubber fast rotation i finalen over dem alle. I stedet skal der nu findes en ny vinder og nogle nye ansigter til indstuderet sejrsfotografering i konfettiregn foran hvide papskilte med UEFA-logoer, hvilket måske ikke vil appellere til det brede publikum, men som i virkeligheden kun gør aftenens finale endnu mere interessant. For hvordan navigerer hold som Monaco og Porto gennem en lang turnering af voldsomme udfordringer uden samme økonomiske midler eller nationale traditioner som 'The Usual Suspects' fra Real, Bayern, United eller AC Milan? Mest overraskende er det uden tvivl, at holdet fra Monaco i aften kæmper om Europas fornemste titel for klubhold, ikke engang et år efter at klubben fra det lille fyrstedømme stort set var tvangsnedrykket fra den bedste franske liga på grund af økonomisk kaos. Hold af anonyme arbejdsmænd Selveste prins Albert måtte træde til, og siden har den tidligere franske landsholdsanfører Didier Deschamps fået sammenstykket et fabelagtigt hold af tidligere anonyme arbejdsmænd og andet hittegods fundet rundt om i de europæiske ligaer. Mest lysende står selvfølgelig historien om spanske Fernando Morientes, der ikke kunne bruges i Real Madrid, men endte med som lejesvend i Monaco at sende netop den kongelige spanske klub ud af 'deres egen' turnering, hvor han samtidig inden finalen er klar nummer 1 på topscorerlisten med ni mål. Naturligvis med mere end halvdelen af lønnen stadigvæk betalt af Florentino Perez nede i Madrid. »Hold som vores, der normalt befinder sig et niveau under de store klubber, er nødt til at løbe mere - at kæmpe mere - for at vinde. Men Deschamps har også været fantastisk i det taktiske element. Derudover er han først for nylig stoppet som spiller, og det er godt. Han er meget tæt på holdet«, siger Fernando Morientes. Netop Didier Deschamps kan da også med sine 35 år blive den yngste træner, der hjemfører trofæet. Til gengæld er det også i aften sidste nat med kliken for Deschamps og hans mærkværdige, men succesfulde fodboldhold. Økonomien er trods finalepladsen i Champions League fortsat ikke til de store udskejelser, og derfor forsvinder med sikkerhed Morientes. Flere spillere rejser væk På samme måde har den langhårede kroat Dado Prso skrevet kontrakt med skotske Rangers FC fra næste sæson, mens anfører Ludovic Giuly også meldes på vej væk - i øvrigt ligesom Deschamps selv. Men sådan går det, når mindre klubber pludselig spiller sig ind blandt de store, og også Porto må sandsynligvis se frem til at tage afsked med nogle af de spillere, der et år efter triumfen mod Celtic i UEFA Cuppen nu befinder sig endnu et skridt højere oppe på fodboldens finale-rangstige. »Der findes ikke nogen formel på at vinde. Tingene bliver ofte afgjort på små detaljer, men jeg tror først og fremmest, man skal være et godt hold for at vinde Champions League. Og vi er et godt hold. Man skal være modig - og vi har været modige. Man skal arbejde hårdt - og det har vi gjort«, siger træner José Mourinho, der i samme åndedrag sætter alle skeptikerne over for en finale mellem Porto og Monaco til vægs. »Man vinder Champions League med et hold, ikke med en trup. De rigeste klubber i Europa har alle sammen fantastiske spillere, men de har ikke nødvendigvis fantastiske hold. Og det er, hvad denne sæson har vist. Både vi og Monaco har skabt stærke fodboldhold, selv om vi ikke har midlerne til at købe de største stjerner«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her