FCK tæt på DM-titlen

FC Københavns Álvaro Santos var igen den store oplevelse på et FC København-hold, der spillede sig tæt mesterskabet.   Foto: Lars Skaaning
FC Københavns Álvaro Santos var igen den store oplevelse på et FC København-hold, der spillede sig tæt mesterskabet. Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

FC Københavns forsvarende mestre har vokset sig stærkere og stærkere gennem foråret, Brøndby har været ustabil, og Esbjergs succeshold har ikke kunnet klare presset i toppen - og derfor løber FCK, efter alt at dømme, med guldet igen. Det var et mesterstykke, FCK'erne leverede med 2-0-sejren i Esbjerg, hvor vestjyderne led sæsonens første hjemmebane-nederlag og det tredje på stribe. »Det var virkelig klasse. Jeg er meget imponeret over det, holdet præsterede. Vi kunne have ført 3-0 ved pausen. Vi spillede godt og skabte åbne chancer«, kommenterede en stolt og lykkelig FCK-træner, Hans Backe. »Nu er vi på vej til at vinde the double, og det er meget sjældent, at man som træner og spiller oplever det. Jeg tænker ikke på den næste superligakamp. Nu skal vi først forsøge at vinde pokalen på torsdag mod AaB«. Peter Christiansen dummede sig FCK spillede ti mod 11 i godt en halv time - fordi Peter Christiansen dummede sig og blev vist ud på grund af to advarsler (den ene for at trække tiden ud ved flere indkast, den anden for at rive Tommy Bechmann omkuld) - og det gjorde naturligvis holdpræstationen ekstra flot. Esbjerg-træner Ove Pedersen erklærede sig tilfreds med spillet i anden halvleg, hvor bolden blev holdt mere ved jorden end i første, og han erkendte, at der havde manglet noget power på midtbanen før pausen. Det sidste havde han i høj grad ret i. Det var en skuffende, fantasiløs og usammenhængende præstation af hjemmeholdet i første halvleg, hvor Fredrik Berglund var tæt ved at hovedstøde Esbjerg i spidsen i starten. Derefter faldt vestjydernes spil fra hinanden. Der var ellers med drønende musik i højttalerne, fyrværkeri lige inden kampstart, opvisning i faldskærmsudspring og det største besøg siden guldåret 1979 varmet op til noget stort. Men Esbjerg-spillerne og publikum faldt sammen, da Peter Møller blev spillet fri i dybden med en fin stikning fra Alvaro Santos og bragte FCK foran. Så tog gæsterne kontrollen. Ringe afleveringer Mens Esbjerg-spillerne afleverede utroligt ringe, brugte alt for mange lange bolde, og næsten ingen spillere turde eller ville tage et ansvar, havde FCK'erne med de to kloge midtstoppere Bo Svensson og Ole Tobiasen, der stod de rigtige steder, greb effektivt ind og optrådte med overblik og ro, styr på defensiven. Lars Jacobsen var hurtig og konsekvent som højre back, og på midtbanen leverede Hjalte Nørregaard på ny en flot indsats med en masse fornuftige afleveringer, gode tacklinger og et stort løbearbejde. FCK-spillet var ikke prangende, men når bolden blev flyttet hurtigt rundt, skete der noget - og især, når Alvaro Santos fik den. Brasilianeren brugte sin krop utrolig godt, han var hurtig, fræk og dynamisk, og han lagde op til yderligere et par kæmpechancer. Dem brændte Peter Møller og Hjalte Nørregaard. Bechmann udfordrede Esbjerg? Spillerne troede åbenbart ikke rigtig på det. De var mærket af nederlagene i Århus og Herfølge. Da Tommy Bechmann kom ind fra anden halvlegs start på højrekanten, skete der noget mere. Han udfordrede og forsøgte noget, Kjetil Pedersen rykkede frem og trykkede på fra midtbanen, Anders Møller Christensen begyndte at vinde nærkampene med Santos, og Esbjerg-pasningerne lå lidt bedre. Og der blev sendt flere farlige indlæg ind i feltet. Udvisningen af Peter Christiansen betød, at hjemmeholdet dominerede mere og mere, men uden at kunne producere de helt åbne chancer. FCK'erne forsvarede sig med erfaring og robusthed, Michael Silberbauer og de andre midtbanefolk tog del i arbejdet langt bagude, og kun en enkelt gang så Esbjerg-tilskuerne udligningen ligge for fødderne af den energiske Fredrik Berglund. Han udnyttede, at Ole Tobiasen lavede sin eneste fejlvurdering og undlod at angribe en lang bold, som blev til en frispilning til den svenske angriber. I skudøjeblikket mistede han balancen og faldt, presset bag fra af Bo Svensson. Det lignede, set ude fra, et straffespark, men dommer Claus Bo Larsen, der ikke havde en af sine gode dage, mente ikke, at der skulle fløjtes. Esbjergs slutoffensiv blev febrilsk og ustruktureret. Jan Kristiansen fyrede i en god position bolden over mål med et hård flugter, og til allersidst satte FCK så trumf på. Anders Egholm tabte bolden til Todi Jónsson, der sagde tak for gaven og sparkede den ind til 2-0-målet. FCK'erne jublede, Esbjerg-spillerne græmmede sig. Men de må være tilfredse med bronze. FC København satte tingene i toppen af superligaen på plads.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her