Champagnen sprøftede de mørkegrønne svedige bluser endnu mørkere. Louise Bager Nørgaard steg til vejrs på en stol i selskab med Valerie Nicolas og lod sig til tonerne af 'We are the champions' hylde af jublende jyske fans. Skadede Lotte Kiærskou fløj rundt på det lyse trægulv med sin gipsarm i vejret. Ryan Zinglersen fik en hat af guld og sølv på hovedet, og Camilla Thorsen dansede støvledans. Jubelscenerne, som fandt sted i Brøndby Hallen efter den tredje finale om det danske mesterskab, efterlod ingen tvivl om, hvem der efter tre timers håndboldduel i den seneste uge var vinderen. Slagelse var forstenet Mens de fleste af Slagelses spillere stod forstenede og så på, tog Viborgs anfører, Katrine Fruelund, imod DM-pokalen, hvorpå hun sammen med sine holdkammerater fik hængt guldmedaljerne om halsen. Et bevis på viborgensisk finalesejr 25-23. Og et bevis, som spillerne kan gribe fat i, hvis de har svært ved at forstå, hvad der skete. Ingen kan bebrejde dem, hvis det er tilfældet, for ingen - i bedste fald de færreste - i Brøndby Hallen havde regnet med, at Viborg ville vinde DM efter en første halvleg, som Slagelse havde domineret og vundet 14-8. Slagelse var til at ryste Men det skete. Efter et comeback, der vil gå over i dansk håndboldhistorie som et af de mest vanvittige. Heller ikke Viborgs træner, Ryan Zinglersen, indrømmede han efter finalen, troede på en sejr til sit undertippede hold. »Ikke i pausen. Men efter fire-fem minutter af anden halvleg, tænkte jeg, 'hold da kæft, det ligner et Slagelse-hold, der er til at ryste' - og det gjorde vi. Det er fantastisk, det er stort. Først at vinde pokalturneringen og nu DM, det havde jeg ikke drømt om«, lød det fra træneren, der med en plads i EHF-finalen har endnu et trofæ at gå efter i denne sin første sæson som træner i Viborg. »Det er helt fantastisk. Vi kæmpede vildt. I pausen aftalte vi, at vi ikke måtte tabe hovederne, vi ville kunne se hinanden i øjnene bagefter - det kan vi godt«, smilede Katrine Fruelund. Lignede Slagelse-sejr Efter en knusende sejr på ikke færre end 10 mål i den første finale i Brøndby måtte Slagelse i det andet opgør se sig slået med et enkelt mål i Århus efter en skidt indsats af de stjerner, der igennem sæsonen har gjort Slagelse til nærmest urørlig. Busturen hjem til Sjælland blev uden guldmedaljerne, men de fleste havde forventet, at de ville være med i bagagen, da Slagelse forlod Brøndby Hallen. Og sådan tegnede det sig også efter de første 30 minutter. Slagelse scorede 14 mål - blot fem færre end holdet scorede i hele sidste finale - mens Viborg til gengæld havde store problemer med at få bolden ind bag en atter velspillende Rikke Schmidt. Men fra anden halvlegs start vendte billedet. Nu var det Viborg, der scorede på sine angreb, mens Slagelse ikke kunne passere Louise Bager Nørgaard. Viborg udlignede til 15-15 efter små 10 minutter, og derefter fulgtes de to hold ad, til Viborg med otte minutter igen lagde afstand med et par mål og kun svagt lod sig ryste af det offensive forsvar, Slagelse diskede op med i de sidste fem minutter. Samtlige Slagelse-spillere forsøgte sig, og dog. På bænken sad Bojana Petrovic, og det kunne mestrenes spil ikke bære.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
»Nej, hvor var det godt«: På Amager får du komfortmad på højt niveau
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























