Dagen efter arbejdernes internationale kampdag kæmpede Superligaens eneste erklærede arbejderklub forgæves i skæbnekampen mod FC Nordsjælland. I hvert fald skal man være en særdeles blåøjet Frem-optimist, hvis man efter 2-1-nederlaget på Farum Park skal kunne få øje på en sportslig redningsplan for at undgå nedrykning. Godt nok er der kun seks point op til Herfølge, som endda er modstanderen på søndag, og godt nok istemte tilskuerblokken iklædt de klassiske blårøde farver det opmuntrende »aldrig, aldrig, aldrig gi'r vi op«, men det var ikke uden grund, at søndagens solskinsudflugt på forhånd var udnævnt som en skæbnekamp. Og uden nogle skadede nøglespillere (Kenneth Storvik, Jairo da Souza og Søren Krogh) er Fremholdet - ikke mindst offensivt - lige en grad for tyndbenet til Superligakampe. Gode intentioner Intentionerne fejlede ellers ikke noget. Frem var i det første kvarter mest i boldbesiddelse og forsøgte flittigt at bygge op med masser af flade kombinationer, men målchancer endsige farligheder kom der ikke ud af anstrengelserne - og så blev Frem ramt af den sædvanlige svaghed i den anden ende. »Kampen illustrerer meget godt de problemer, vi har haft i den tid, jeg har været i klubben. Vi brænder nogle store chancer og er sårbare over for dødbolde«, sammenfattede Fremtræner Ebbe Skovdahl med henvisning til nogle store scoringsmuligheder ved 0-1 og 1-2. Mål på dødbolde Dødboldene var det hjørnespark og det frispark, der resulterede i de hovedstødsmål, som forsvarsspillerne Francis Dickoh og Rasmus Marvits trak med frem og scorede - sidstnævnte i 1. halvlegs overtid, da FC Nordsjællands træner, Christian Andersen, egentlig havde foretrukket, at hans 'hovedstødsbrigade' havde holdt sig hjemme og koncentreret sig om at bevare 1-0-føringen. Den helt store chance fik Samir Haiba, da han to minutter efter det første mål pludselig stod ansigt til ansigt med Jan Hoffmann, men den lille teknikers febrilske afslutning lige i fødderne på FCN-målmanden var kendetegnende for Frems effektivitet. Rokeringer gav udbytte De fik ellers mulighederne i 2. halvleg. En indskiftning af angriberen Indrek Zelinski på bekostning af forsvareren Jonas Stark, flere rokeringer og et systemskifte fra 4-2-3-1-formationen til 4-4-2 gav hurtigt udbytte, da Mikkel Thygesen kom flyvende og med kampens tredje hovedstødsmål selv afsluttede det angreb, han energisk havde startet fra sin nye position på venstrekanten. Helt i overensstemmelse med gængs fodboldpsykologi var det Frem, der efter reduceringen sad helt på kampen mod en usammenhængende modstander uden evne til at fastholde spillet og bevare bolden inden for egne rækker. Lars Brøgger lagde op til Mikkel Thygesens mål og havde selv tre afslutninger fra kanten af straffesparksfeltet samt endnu et oplæg til Søren Larsen, der headede over, men den allermest nærgående situation opstod fire minutter inde i overtiden, da Søren Larsens hårde og flade indlæg smuttede lige forbi Zelinskis støvlesnude. »Situationen er da blevet forværret, men så længe der er et halmstrå at klynge sig til, skal man kæmpe for sin chance«, fastslog Ebbe Skovdahl, mens Fremtilhængerne rullede de knaldrøde faner sammen, så de er klar til at smælde til næste skæbnekamp.