Første sæt til hjemmeholdene

Skjern havde Kolding nede i sækken. Men i anden halvleg måtte vestjyderne se et forvandlet Kolding-hold vende kampen.   Foto: Lars Skaaning
Skjern havde Kolding nede i sækken. Men i anden halvleg måtte vestjyderne se et forvandlet Kolding-hold vende kampen. Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Tre ugers pause mellem slutspillet og DM-semifinalerne havde fyldt tanken godt op hos de mandlige håndboldspillerne, da de tog hul på medaljekampene. I hvert fald var det et par kampe med masser af mål, høj intensitet og spænding til det sidste, der resulterede i to hjemmesejre, da Kolding i en gentagelse af sidste års finale vandt 31-29 over Skjern, hvorefter GOG i et fynsk skydetelt tordnede sig til en sejr på 35-33 over AaB. Kolding leverede et forvandlingsshow i stil med, hvad kvindelandsholdet plejer at levere i deres OL-finaler. 9 mål i 1. halvleg, 22 mål i 2. halvleg. Det gav 31 i alt og det var 2 flere end Skjern, der ellers gik til pausen med en føring på 16-9. Anfører i forvandlingen var Sebastian Seifert, der især spillede en afgørende rolle, da kampen vendte i løbet af syv minutter i starten af 2. halvleg. Efter Kristian Gjesing med sit syvende af i alt ti mål havde bragt Skjern på 18-13 blev en udvisning af Jesper Jensen straffet hårdt. Seks mål på stribe til 19-18 scorede Kolding, Sebastian Seifert de tre, og siden var Skjern ikke længere i front, selv om der var målmæssig jævnbyrdighed helt frem til 23-23 og spænding til det sidste efter Kristian Gjesings reducering til 30-29 med 40 sekunder tilbage. 36-årige Ole Grening kom i vejen for en masse i Koldings mål, og i den anden ende spillede hjemmeholdet stærkt bakket op af 2.600 tilskuere i en lang periode med en scoringsprocent på 100. Sebastian Seifert scorede således syv af sine ni mål efter pausen. »Vi fik en drømmestart på anden halvleg, og dernæst virkede Skjern som om at de var kyst«, forklarede Christian Hjermind til TV 2 om den markante udvikling i semifinalekampen. GOG var i front det meste af tiden mod AaB, der bare aldrig lod sig ryste af og flere gange anført af topscorer Rune Ohm med ni scoringer fik kæmpet sig tilbage efter fynske tremålsføringer. Efter 16-14 ved pausen gik det stærkt med 14 scoringer på otte minutter til føring 23-21 til hjemmeholdet. Således var der træk i harmonikaen fra til 32-31, men så var det slut for nordjyderne. GOG scorede fire i træk til 35-31, og de to reduceringer til sidst formåede ikke for alvor at true hjemmesejren. Der er returkampe på lørdag, mens eventuelle tredje semifinaler spilles tirsdagen efter. Kvinderne er et skridt længere fremme, og Slagelse og Viborg tager i aften hul på en uge, der afgør det nationale mesterskab, inden klubberne afrunder den lange sæson med hver sin europæiske finale. Den første DM-finale spilles i sønaften kl. 19.30 i Brøndby-Hallen, hvor en eventuel tredje finale også afvikles. Den er på TV 2's opfordring rykket frem fra mandag 10. til søndag 9. maj kl. 16.20 og kan således kollidere med Superligafodboldkampen mellem Brøndby og OB et langt udkast derfra - hvis der bliver tyret.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her