Danmark vandt skæbnekamp

Dan Jensen (øverst) er her i nærkamp med Takahito Suzuki. - Foto: AP
Dan Jensen (øverst) er her i nærkamp med Takahito Suzuki. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Med mindre Japan vinder over Rusland - og chancerne for at det sker, er mindre end chancerne for at få syv rigtige i lotto - er Danmark klar til endnu en sæson som A-gruppenation. Danmark vandt den afgørende kamp mod Japan med 4-3 i en kamp, hvor danskerne var længe om at få spillet til at flyde. Japan spillede endnu engang en stærk defensiv, og de danske angribere, der normalt er mestre i at åbne et stillestående forsvar som Japans, virkede usikre, manglede fart i skøjterne og var uden den normale kreativitet i spillet. Til gengæld blev der kæmpet og arbejdet for sagen og spillet med stor disciplin i forsvaret. Dansk drømmestart Danmark fik en drømmestart med et mål allerede efter to et halvt minut. Japan havde en mand udvist, og danskerne fik spillet pucken tilbage til en umarkeret Jesper Damgaard, der kunne skyde pucken i mål til 1-0. Japan svarede igen midt i perioden, også i overtal. Peter Hirsch's udsyn var dækket, så Robert Miiwa fra højrekanten kunne scorer, uden at Peter Hirsh fik reageret. Første periode bød på yderligere to powerplay-mål. To et halvt minut før pausen kom Japan på 2-1. De fire danske spillere spillede aggressivt og pressede japanerne i det ene hjørne af forsvarszonen. Japanerne lod sig dog ikke stresse og fik spillet pucken over i den modsatte side af banen, hvor en helt fri Takayuki Kobori kunne fyre af. På vej mod mål ramte skuddet fra den japanske back Mads Trues stav og ændrede retning, så Peter Hirsch blev snydt. Billigt japansk mål I slutminuttet af første periode fik danskerne udlignet. Morten Green fik pucken i backposition og affyrede et skud som den japanske målmand fik pareret med brystet. Men returen fik Ronny Larsen i klumpen foran mål skovlet ind til 2-2. Anden periode var kun 36 sekunder gammel, da Japan fik et billigt mål. Igen var det Takayuki Kobori, der var på spil, fra en spids vinkel fik han affyret et normalt ufarligt skud, men Peter Hirsch fik ikke lukket ordentligt af ved stolpen, og så var Japan foran 3-2. Danmark kom igen tilbage i en overtalssituation. Frans Nielsen havde pucken ved banden og blev angrebet af to japanerne, den unge danske angriber lagde pucken ned til Kim Staal, som med det samme spottede, at vejen til japanernes mål var fri, og inden de japanske forsvarer nåede tilbage fik Kim Staal trukket på tværs af Japans mål og lagt pucken ind ved fjerneste stolpe til 3-3. I løbet af anden periode fik danskerne mere stabilitet i spillet og havde puckkontrol det meste af tiden, men lykkedes sjældent med at bryde ind foran det japanske mål. Japansk selvmål Tre minutter inde i tredje periode faldt kampens afgørende mål. Danskerne kom tre mod en i et kontraangreb, Bo Nordby Andersen lagde pucken ind foran Japanernes mål, hvor Jens Nielsen havde åbent mål, men inden danskeren nåede frem, fik Nobuhiro Sugawara ramt pucken, uheldigt for ham hamrede han pucken i eget net til dansk føring 4-3. Kampens sidste minut blev nervepirrende. Med faceoff i danskernes zone havde Japanerne taget sin målmand ud og spillede med seks markspillere. Frans Nielsen, der havde vundet de fleste af sine faceoff kampen igennem, tabte to faceoff i træk, og japanerne pressede intensivt og havde flere afslutninger mod danskernes mål. Med et halvt minut igen blev Jesper Damgaard udvist, så Japanerne var seks mod fire. Morten Green vandt faceoffen, men japaner fik alligevel fat i pucken, og med Peter Hirsh liggende på isen havde Kiyoshi Fujita helt åbent mål i de sidste sekunder. Men ramte stolpen. Efter kampen brød de tusindtallige danske tilskuere ud i pibekoncert, da arrangørerne i stedet for den danske nationalmelodi spillede en alternativ, svært genkendelig udgave af kongesangen. Bagefter sang de danske tilskuere selv »Der er et yndigt land«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her