Håbet om, at det største hjemlige cykelarrangement, Post Danmark Rundt, får plads i den nye Pro Tour, som etableres fra næste år, elimineredes torsdag, da Den Internationale Cykelunion, UCI, på et pressemøde i Liege offentliggjorde listen over de 26 løb, der lukkes ind i varmen fra 2005. Men samtidig blev det klart tilkendegivet, at der er mulighed for at føje en skandinavisk begivenhed ind i programmet for de følgende sæsoner, og dermed åbnes en dør på klem for Post Danmark Rundt. Sådan vurderer Danmarks Cykle Unions direktør, Jesper Worre, situationen, men uanset fremtidsmulighederne er han stærkt utilfreds med den måde, den gennemgribende revolution er foregået på. »Jeg synes, det er en besynderlig form for demokrati, UCI har praktiseret ved at beslutte denne reform uden at høre de medlemslande, som har udtrykt ønske om at komme til orde. Vi har bedt UCI om et møde, men fik at vide, at der ikke var tid til det«, fastslår Jesper Worre. Praktiske problemer »Ideen om et skandinavisk løb er født i UCI, men ingen har gjort sig overvejelser om de logistiske vanskeligheder, det rummer. Den mulighed, jeg kan se for et nordisk samarbejde, er, at vi det ene år starter i Norge, det næste i Sverige, men at Danmark bliver hovedlandet i denne sammenhæng. Det er os, der i forvejen har det store løb, mens svenskere og nordmænd ingen arrangementer har på det niveau. Det er bl.a. det, vi gerne vil forklare UCI, men det må så blive på et senere tidspunkt, for vi har da bestemt ikke opgivet at blive indlemmet i Pro Touren«. I første omgang får 18 firmahold adgang til Pro Tour, mens den internationale 1. division i øjeblikket består af 30 mandskaber. Danmark er tilgodeset med én licens - i realiteten vil det sige, at Team CSC fortsætter i verdenseliten - mens de øvrige er fordelt således: Italien fire, Frankrig og Spanien tre, Belgien og Tyskland to, Holland, Schweiz og USA hver en. Inden udgangen af juni skal der søges om licens, og i november kendes navnene på de 18 udvalgte. Skal stille op i samtlige løb Holdene har pligt til at stille op i samtlige 26 løb, og det kan få konsekvenser for deres licens, hvis de ikke alle steder møder med kvalificeret repræsentation, hvilket vurderes ved afslutningen på sæsonen. Både verdensranglisten og World Cup forsvinder, og i stedet indføres en Pro Tour-rangering. Kun de ryttere, der er tilknyttet et af de 18 hold, kan score point, og deres præstationer i begivenhederne uden for Pro Tour tæller ikke med. De 26 løb inddeles i fire forskellige kategorier med Tour de France som det eneste i den øverste. Til gengæld vil den franske styrkeprøve langtfra få samme pointmæssige dominans som hidtil, og det sker bl.a. ud fra tanken om, at det vil anspore ryttere, som tidligere har været stærkt fokuseret på den franske udfordring, til at sprede aktiviteterne ud over sæsonen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Hver morgen krammede Sinan Türkmens mor ham og sagde: »Husk, ikke sige noget til nogen om, hvad der foregår herhjemme«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























