Dansk is-nederlag til Sverige

Andrreas Salomonsson scorer mod Peter Hirsch. - Foto: AP
Andrreas Salomonsson scorer mod Peter Hirsch. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Michael Lundstrøm havde inden kampen mod Sverige en målsætning om at forbedre resultaterne fra de hidtidige opgør mod Sverige. Det lykkedes ikke helt. Med et 1-5 nederlag tabte Danmark med et mål mere end ved træningskampen i Malmø i februar, hvor det blev til et tre måls nederlag. Resultatet var dog en fremgang i forhold til sidste sæsons VM-nederlag på 1-7, men klasseforskellen mellem Sverige og Danmark sprang stadig i øjnene. Det danske landshold har tidligere mod de store A-nationer haft problemer med at hænge med i tempoet i starten af kampene. Sådan var det også i første halvdel af åbningskampen mod Sverige, hvor svenskerne for det meste var først på pucken, og hvor danskerne havde svært ved at følge med i det hurtige, bevægelige svenske kombinationsspil. Det danske hold havde også vanskeligt ved at få gang i sit sædvanlige kontraspil. De danske backer fik sjældent ro til at spille pucken ud af egen zone, og når der var tid, var pasningerne ofte upræcise. Når der blev forsøgt med indspil dybt i den svenske zone, nåede de danske angribere sjældent at være først på pucken. Hurtig føring Sverige bragte sig foran 1-0 allerede efter tre et halvt minut. I et fremløb fra egen zone tabte Jens Nielsen pucken omkring egen blå linie til en svensk spiller. Det lykkedes backen Jesper Damgaard at opsnappe pucken i egen zone, men da han ville skyde pucken ud i hjørnet fik han ikke ordentlig ram på pucken, der i stedet havnede hos Magnus Kahnberg, der fra tæt hold afsluttede med et skud som Peter Hirsch ikke var forberedt på. Efter godt syv minutter blev det 2-0 til Sverige. De svenske spillere havde puckkontrol i danskernes zone og fik med deres bevægelige pasningsspil trukket danskernes organisation fra hinanden. Mads True og Daniel Nielsen blev begge fokuseret på puckføreren, der kunne lægge pucken tilbage til en helt fri back, Christian Backman, som Mads True skulle have dækket, og den svenske back kunne uforstyrret affyre et slagskud, som Peter Hirsch ikke havde de store muligheder for at klare. Danskernes redning i første periode blev en svensk dobbeltudvisning. Først røg Matthias Tjärnqvist ud for charging, og kort efter skød den svenske målmand Henrik Lindqvist pucken over plexiglasset og indkasserede på det en to-minutters straf. Andenkæden slog til Den særlige danske powerplay-formation, med en back og fire forwards, havde ikke held til at få hul på svenskernes mål, i stedet var det andenkæden, der slog til. Dan Jensen fik en tværpasning midt for på blå linje og hamrede pucken i mål via i en stok i klumpen af svenske og danske spillere foran det svenske mål. Midt i anden periode begyndte danskerne at komme mere med i kampen og havde nogle gode tilbud. Nicolas Monberg var tæt på med en styring, Michal Smidt havde et skud på stangen og backerne Jesper Damgaard og Dan Jensen havde hver en stor mulighed med frit skud midt for mål. Netop som danskerne var ved at være med i kampen, fik de en kolddusch. Godt et minut før anden periodes udløb blev backen Christian Schioldan taklet ud af spillet i angrebszonen og svenskerne kom af sted i en fire mod to kontring. Backkollega Andreas Andreassen blev afdriblet kort inde i egen zone, og så kunne Andreas Salomonsson let bringe Sverige foran 3-1. Kampen blev reelt afgjort seks minutter inde i tredje periode, hvor Jens Nielsen sad udvist. Den danske box blev for snæver - angriberne Kim Staal og Frans Nielsen havnede helt nede omkring faceoff punkterne - og så havde den svenske back Daniel Tjarnqvist masser af tid og plads til at brage pucken ind i nettaget hos Peter Hirsch. Nicklas Andersson scorede kort før tid til slutresultatet 5-1. Var danskerne underlegne på isen, så var der massivt overtal på tilskuerpladserne, hvor et par tusinde danske tilskuere, mange i røde landskampstrøjer, med sang klap og trommer forsøgte at løfte de danske spillere frem. For de få hundrede svenske tilskuere var det en ulige kamp, som de sjældent vovede at taget op.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her