Gade på toppen igen

Anders Boesen, Peter Gade og Anders Jonassen med medaljerne i mændenes single. - Foto: AP
Anders Boesen, Peter Gade og Anders Jonassen med medaljerne i mændenes single. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Nok er der måske ikke lige så stor prestige i EM-titlerne som i sejrene ved de store grandprixstævner, og når det drejer sig om VM og OL, men Peter Gade var nu jublende lykkelig og stolt, da han i to sæt besejrede Kenneth Jonassen i den rent danske singlefinale om europamesterskabet - og dermed tog revanche for nederlaget i DM-finalen i Aalborg i februar, da han på grund af sygdom for første gang i fem år blev slået af en europæer. En hård sæson »Det var fantastisk for mig at slutte en hård sæson, hvor vi har rejst og spillet meget de seneste tre-fire måneder, med at vinde EM for tredje gang«, sagde Peter Gade, der vandt 15-9 i første sæt og 15-10 i andet, hvor de to, der kender hinanden så godt, længe spillede lige op og fulgtes til 10-10. Han blev europamester i 1998 og 2000 og stillede ikke i 2002, da Peter Rasmussen kom til tops i herresingle. »Det betyder meget for mig, at jeg har spillet godt på det seneste, og at jeg fik den titel efter at have været tæt på i All England. Når jeg samtidig er sikker på 5-8 seedning ved de olympiske lege, kan jeg kun være meget glad og tilfreds«. Nu gælder det Thomas Cup »Nu gælder det så Thomas Cup-turneringen om halvanden uge i Indonesien, hvor vi har en pæn chance for at vinde det første mesterskab til Danmark. Det går vi efter med fuld kraft. Derefter kan vi slappe af og holde lidt ferie, inden vi begynder at forberede os til OL i Athen«. Peter Gade har vist storform i EM-turneringen i Genève, og han kom perfekt i gang mod Kenneth Jonassen. Gade dominerede i lange perioder det flade spil i opgøret mellem nummer 7 og 14 på verdensranglisten, og fra start viste han spændstighed, springkraft og var eksplosiv i angrebsspillet, som blev krydret med en række skarpe drop. Han styrede i lange perioder tempoet i den interessante kamp, hvor Kenneth Johansson kom stærkt igen i andet sæt, der var fyldt med seværdige dueller, som tilskuerne nød og belønnede med kraftigt bifald. »Kenneth var god - og det var jeg heldigvis også, ellers havde jeg ikke slået ham«, kommenterede Peter Gade. »Jeg var oppe i højeste gear, og jeg synes, at jeg havde stor variation i mit spil. Kenneth er jo utrolig stærk i defensiven, og derfor er det nødvendigt at kunne variere spillet meget mod ham. Jeg var tålmodig, når det skulle til, og ventede på at få og omhyggeligt udnytte kontrachancerne, når de kom«. Rikke Olsen var både skuffet og vred efter, at hun sammen med Jonas Rasmussen havde tabt mixeddoublefinalen til englænderne Nathan Robertsson og Gail Emms 15-3, 8-15, 15-5. Undervejs var Rikke Olsen tydeligt rystet over, at hun mange gange blev stoppet af servedommeren, der ikke ville godkende hendes server. »Vi talte om, at servedommeren burde have været skiftet ud«, sagde Jonas Rasmussen. Danskerne vil nærmere studere video fra kampen og eventuelt gå videre med sagen, hvis man mener at kunne påvise, at servedommeren var på gale veje. I tredje sæt startede danskerne godt og kom foran 3-0. »Jeg slog min finger, og det skabte lidt uro«, forklarede Jonas Rasmussen. Martin Lundgaard var på toppen sammen med Jens Eriksen, da de danske All England-mestre uden de helt store problemer tog titlen i herredouble med 15-3, 15-9 over Anthony Clark og Nathan Robertsson fra England.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her