Let vej for danskere til kvartfinaler

Lyt til artiklen

Med to forventede nederlag i damesingle og en enkelt gevaldig skuffelse i mixed double som undtagelserne har alle danskere helt som forventet spillet sig frem til kvartfinalerne ved EM i badminton og det med allerstørste lethed. »Ja, siden du spørger, så ville vi helt sikkert have fået mere ud af at træne«, erkendte verdensmester Jonas Rasmussen mellem de første to af de tre kampe, han blev nødt til at spille i herre- og mixed double for at nå frem til kvartfinalerne, hvor det efter hans mening begynder at være alvor. »Ser man for eksempel på herredouble, er der reelt kun tre par, der kan vinde turneringen«, siger Jonas Rasmussen og henviser ud over de to danske par til englænderne Nathan Robertson og Anthony Clark. Herresingle rent dansk opgør Tilsvarende bliver mixed double et dansk-engelsk opgør og herresingle rent dansk, mens Holland i skikkelse af Mia Audina kan ende med at tage Danmarks plads som Europas førende. »De andre lande har en spiller hist og her, der gør det godt, men ellers synes jeg faktisk, at det generelt ser ret sløjt ud på europæisk plan uden for Danmark«, mener Jonas Rasmussen uden at brokke sig over de olympiske kvalifikationspoint, der er billigt til salg ved EM i sammenligning med de tilsvarende rangerede asiatiske mesterskaber. »De sværeste ved EM er, at det er os, der er de eftertragtede at slå. Og har nogle af de lavere rangerede pludselig en god dag, kan det altså gå galt«, konstaterer verdensmesteren med henvisning til Ann-Lou Jørgensen og Michael Lamps nederlag til et ukrainsk par. Herresingler let videre Den skuffelse står hidtil helt alene. Amalie Dynnes Ørsted røg hurtigt ud i damesingle, hvor Tine Rasmussen, selv om det blev en lang tresætter, også 'skulle' tabe til den forsvarende mester Yao Jie fra Holland, mens Camilla Martin selvfølgelig er kvartfinaleklar. Alle fire danske herresingler gik let igennem onsdagens to runder, ligesom tre mixed doubler er blandt de otte bedste. En af dem bliver slået ud, for Jens Eriksen/Mette Schjoldager møder Lars Paaske/Pernille Harder. »Og når først vi når så langt, er der selvfølgelig stor prestige i at vinde kampene og i sidste ende et EM - ikke mindst når vi danskere står over for hinanden«, sagde Jonas Rasmussen, inden han også spillede sig i kvartfinalen i herredouble med sin VM-guldmakker Lars Paaske. Om de to damedoubler sluttede sig til det store selskab af danske kvartfinalister blev først afgjort efter redaktionens slutning, men det burde være en formalitet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her