Let arbejde for landstræneren

Lyt til artiklen

Landstræner Michael Lundström præsenterede i går sin VM-trup, der kun havde en enkelt overraskelser. Hernings Kasper Degn, der i første omgang var afskrevet til VM på grund af en vedvarende hovedpine efter en hjernerystelse, meldes i bedring og får plads i truppen, hvis han efter påske føler sig helt frisk. På forhånd havde landstræneren fået afbud fra angriberne Lasse Degn, Lars Mølgaard og Martin Pyndt, og da de overskydende målmænd allerede tidligere var blevet siet fra, havde landstræneren ikke de store problemer med at finde sin trup. Eneste mand fra bruttotruppen, der blev siet fra til VM, var Odense-backen Thomas Johnsen. »Med de mange afbud fra angriberne var det let arbejde at udtage truppen. De alternativer, der var uden for bruttotruppen, har ligget stille for længe til, at jeg kunne tage nye folk ind i overvejelserne«, forklarede Michael Lundström. Fysisk stærk trup Landstræner mener, at den nye VM-trup er fysisk bedre rustet end sidste års trup: »Vi har trænet sammen nu i tre uger, hvor vi har kørt hård fysisk træning, så alle har fået forbedret deres fysik betragteligt. De spillere, som har været optaget af slutspil, har også fået så hård en belastning, at de fysisk er på toppen«. Michael Lundström ser det som et minus, at han må undvære angriberne Lasse Degn og Lars Mølgaard, men tror han har fundet fuldgode erstatninger i AaB's Michael Smidt og Odenses Bent Christensen. »Michael Smidt har fået et løft i sit spil, efter han skiftede fra Rødovre til AaB. Han har internationalt snit over sit spil med en stor arbejdskapacitet, han er teknisk god og har spillet en dominerende rolle i slutspillet. Og så er han god defensivt. Det samme kan man sige om Bent Christensen, der tidligere kun tænkte offensivt og var typen, der bare stod ved stolpen og ventede på at kunne slå pucken i mål. Han har virkelig fået udviklet sine defensive evner, så han nu også dækker skud og arbejder over hele banen. Og det er vigtigt hvis man skal klare sig internationalt«. To ekstra spillere i anden runde I modsætning til sidste år vil landstræneren i år udnytte muligheden for at få to ekstra spillere med i anden runde af turneringen. Derfor er truppen i år på 25 spillere. Hvem der sidder over til anden runde afgør landstræneren først umiddelbart inden turneringen. Skulle Kasper Degn mod forventning ikke blive klar til VM, vil hans plads blive overtaget af en af spillerne fra U18-landsholdet der i dag indleder U18-VM i Hviderusland. Landstræneren vil ikke afvise, at det kunne give plads til Peter Regin, der tidligere i år var med på A-landsholdet. »Men jeg er lidt bange for at belaste Peter Regin for meget både mentalt og fysisk, så derfor skal det være en nødsituation, for at vi tager ham med. En anden mulighed kunne være Rødovres Jannik Hansen, der har trænet med i vores trup de sidste par uger og gjort det godt«, siger Michael Lundström.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her