Foråret bliver forsømt for Michael Rasmussen. Danmarks bedste cykelrytter brækkede kravebenet, da han i dag styrtede i spurten på tredje etape af Setmana Catalana i Spanien. Dermed får han ikke mulighed for at forsvare sine samlede syvendepladser i sidste års udgaver af henholdsvis Setmana Catalana og Baskerlandet Rundt. Går glip af World Cup løb Endnu værre er det, at han heller ikke bliver klar til World Cup-løbet Liege-Bastogne-Liege, og dermed kan han forvente et dyk på verdensranglisten, hvor han lige nu er nummer 48. »Det er voldsomt irriterende. Det eneste positive, jeg kan se lige nu, er, at jeg i hvert fald kommer udhvilet til Tour de France«, siger Michael Rasmussen. Kan køre igen om tre uger »Jeg kan køre igen om tre uger, men det var i dette løb lige nu og i Baskerlandet Rundt, at jeg skulle køre mig i form til Liege-Bastogne-Liege, og man kan ikke komme til et World Cup-løb med en måneds pause, forsætter han. På grund af de kuperede etaper i det spanske løb var Michael Rasmussen blandt kandidaterne til top-10, og det var netop derfor, at han styrtede. »Når mange får samme tid, er det etapeplaceringerne, der tæller i den samlede stilling. Det betyder, at bjergryttere som mig også blander sig i spurterne, og styrtet skete i den forreste del af gruppen. Ingen hold havde organiseret sig rigtigt til spurten, så 500 meter før mål gik det pludselig så langsomt, at alle ville blande sig i spurten, og så gik det galt. Møgirriterende«, siger Rabobankrytteren.
Danmarks bedste har brækket kravebenet
Lyt til artiklen