Arsenal snød Chelsea for sejren

Eidur Gudjohnsen bragte Chelsea foran. - Foto: AP
Eidur Gudjohnsen bragte Chelsea foran. - Foto: AP
Lyt til artiklen

At Chelsea ikke formåede at besejre Arsenal i de to London-klubbers indbyrdes kvartfinaleopgør i fodboldens Champions League hører ikke til denne uges sensationer i den brogede sportsverden, dertil er jævnbyrdigheden alt for udtalt mellem de to hårde engelske konkurrenter. Men som kampen præsenterede sig på Stamford Bridge, så lignede Chelsea længe et hold, der ville sætte sin modstander alvorligt på plads og sikre sig 'aktiemajoriteten' i semifinalesatsningen. Arsenal har de bedste kort på hånden Men kampen sluttede 1-1 - og nu er det pludselig Arsenal, der står med de bedste kort på hånden. Mærkværdigt nok. For indtil der manglede en halv time, var Chelsea stærkt dominerende. Og den føring på 1-0, som blev skabt i kampens 54. spilleminut af den utrættelige og farlige islandske angrebshest Eidur Gudjohnsen, kom som den naturlige konsekvens af en organiseret, aggressiv indsats fra hjemmeholdets spillere - og alt tydede mere på en udvidet føring end på en udligning. Højt tempo Kampen åbnede i et forrygende tempo. Chelsea diskede op med et presspil af fornemste klasse, og kun det grønne græs hindrede en og anden i at tro, at der var tale om en ishockeykamp med eminent forcheckingspil af holdet i blåt. Chelsea trykkede virkelig til, kombinerede godt - og kun omkring en vis tøven i de gode afslutningssituationer skal der lyde en kritik. I denne fase af kampen var Arsenal ikke til at få øje på. Der var ikke plads til Thierry Henry og hans holdkammerater; de fik aldrig ro til at komme i gang - dertil var Chelsea-engagementet for overvældende. Dog skal det nævnes, at Arsenal midt i stormvejret fik et par enkelte kontraafslutninger til Henry og Dennis Bergkamp, men kontrol over hændelserne havde holdet ikke. Trods klar Chelseadominans lod det første mål vente på sig - men det kom: da Arsenals tyske målmand Jens Lehmann stormede ud af sit mål for at sparke bolden væk og Gudjohnsen drønede frem og blokerede skuddet, indhentede bolden i en næsten 'død' vinkel i venstre side og sparkede den i nettet nærmest uden at kigge op. En fornem præstation af islændingen. Udligning fem minutter før tid Men fem minutter senere kom en af de hændelser, der har det med at forandre fodboldkampe. Det 'udspillede' og brodløse Arsenalmandskab fik erobret bolden, spillede den ud i venstre side - hvorfra den blev lagt behersket ind i luftrummet foran Chelsea-målet, og her dukkede Robert Pires op og udlignede med et smukt, næsten skruet hovedstød. Da punkterede Chelsea. Pssstt, sagde det - og luften var ude af holdet. Rollerne blev byttet om, nu var det Arsenal, der trillede med bolden. Og Thierry Henry var tilbage i styrmandsrollen i det, der alt i alt må betegnes som en glimrende og underholdene fodboldkamp. Ingen Grønkjær Jesper Grønkjær kom ikke på banen - det skortede ellers ikke på opfordringer fra tv-kommentator Svend Gehrs, men Chelseatræner Claudio Ranieri ville åbenbart ikke tage imod et fornuftigt råd fra en ivrig mand. I aftenens anden kvartfinale i Madrid skete der ingen mærkværdigheder. Stjernefirmaet Ronaldo, Figo & Zidane afviklede onsdagsmødet med Monaco efter bogen - og vandt uden knaster 4-2. Kursen til semifinale og finalen synes ikke at byde på slinger. En almindelig dag på kontoret var overstået.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her