Skuffede vestjyder efter uafgjort mod AGF

Thorninger jubler efter at have headet udligningen til 3-3 i kassen. - Foto: Lars Skaaning
Thorninger jubler efter at have headet udligningen til 3-3 i kassen. - Foto: Lars Skaaning
Lyt til artiklen

Fredrik Berglund, Esbjergs debutantstjerne fra superkampen i Brøndby, havde forberedt sig godt på sin første optræden på hjemmebane, da AGF var på besøg i det vestjyske. Svenskeren havde iført sig en svedetrøje med påskriften 'Bella (hans kælenavn) 25 år', og den trøje skulle selvfølgelig have været vist for al folket - hvis han kunne have fejret sin fødselsdag med en scoring. Ikke Berglunds dag Den dobbelte målscorer og oplægger til tre pletskud mod Brøndby var imidlertid ikke involveret i nogle af målene, da Esbjerg udbyggede sin føring i toppen af Superligaen i et forrygende 3-3-opgør. Han blev rost af træner Ove Pedersen for en stærk fighterindsats og et stort løbearbejde, men det var ikke Esbjerg-angribernes dag på den tunge, våde bane. Da hjemmeholdet i kraft af stor vilje og energi - og hårdt arbejde af Jerry Lucena, Jan Kristiansen og Hans Henrik Andreasen på midtbanen samt fornemt fløjspil af indskiftede Søren Barslund - fik rigtigt fat i spillet og trykkede gæsterne tilbage på banen efter pausen, var det fra anden række, målene kom. To kanonmål af Poulsen Ove Pedersen viste sig, igen, som en snu taktiker, da han omstillede fra 4-4-2 til 3-4-3 og flyttede højrebacken Jakob Poulsen op på midtbanen. Han tordnede med et forrygende skud 1-1-udligningen ind og et minut senere gentog han kunststykket med et højrebensspark af samme kaliber. »Vi havde i pausen talt om, at vi skulle ændre på opstillingen. Da vi var på træningslejr i Qatar, gjorde vi det flere gange. Så jeg var forberedt. Jeg øver af og til lidt ekstra i at skyde ude fra, og i dag ramte jeg bolden perfekt«, forklarede Jakob Poulsen. Vestjyderne glemte defensiven Wade Barrett og Morten Rasmussen sørgede for oplægget til Josta Dladlas 2-2-udligning, og efter at Jan Kristiansen på Søren Barlunds eminente forarbejde i højre side havde lagt op til den store Esbjerg-jubel med 3-2-pletskuddet, glemte vestjyderne at dække op foran eget mål. Wade Barrett sendte bolden ind i feltet, hvor den erfarne måltyv Thomas Thorninger i fri position kunne heade 3-3-målet i kassen. Tæt på til sidst I sidste minut var Søren Barslund få centimeter fra at få drejet bolden ind på en løs chance, men AGF'erne slap med skrækken - og de kunne være bedst tilfreds 3-3. I Esbjergs omklædningsrum var skuffelsen stor. Ove Pedersen erklærede sig dog glad for fire point i de to første kampe og fandt, at det var imponerende, at spillerne kunne levere så god underholdning under svære forhold. Vestjyske frustrationer Århusianerne udnyttede i første halvleg et hurtigt 1-0-føringsmål, som Shane Dansdell-Sherriff lavede efter et Stig Tøfting-frispark ind i feltet, til at spille en veldisponeret, klog første halvleg. Med Leon Andreasen som en forudseende og godt indgribende dirigent dækkede AGF effektivt op og hindrede, at Esbjerg kunne skabe åbne chancer. Esbjergenserne virkede til tider en smule frustrerede, især Tommy Bechmann, der leverede en skuffende indsats, og Fredriks Berglunds dybdeløb førte ikke til noget. AGF-træner Sören Åkeby syntes, at Esbjerg spillede lidt primitivt med lange bolde op mod Jess Thorup. Man kunne godt følge ham. Og der kom altså ikke rigtig glid over hjemmeholdets opspil. Tøfting fyldte På midtbanen dominerede Stig Tøfting. AGF-veteranen optrådte med stor ro og overblik, og han spillede nogle vidunderlige, lange bolde, både ud i siderne og i dybden. Han holdt på bolden, når det var det rigtige, og spillede den hurtigt videre, når han skulle det. Det var klasse, hvad Tøfting lavede som dirigent og omdrejningspunkt på et hold, hvor energiske Morten Rasmussen var god til at tilbyde sig og holde på bolden oppe foran. Han var ved at slippe fri et par gange på lange centringer, men i de situationer viste Esbjerg-målmanden Lars Winde sin veludviklede evne for at være klar til at løbe ud og sparke væk. Der skete en masse i anden halvleg i Esbjerg - og der synes at være garanti for mange mål og god underholdning, når Ove Pedersens mandskab er banen på medaljejagt.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her