Engang i efteråret fik Brøndby tilbudt Fredrik Berglund, der spillede i hollandske Roda, har Brøndby-direktør Per Bjerregaard fortalt. De folk, man rådførte sig med, mente imidlertid ikke, at den 24-årige svensker passede til Brøndby-holdet. Så tog Esbjerg ham. Måske skulle Brøndby finde nogle andre rådgivere? Det spørgsmål må man da stille efter Frederik Berglunds helt forrygende debut i Superliga-topopgøret på Brøndby stadion. Den tidligere Allsvenskan-topscorer lavede to mål og var med i tre andre, da han optrådte i stjernerollen i afklædningen af mesterskabs-favoritterne, der blev knust med cifrene 6-1 - og dermed måtte afgive førstepladsen til et Esbjerg-mandskab, som spillede noget af det mest effektive angrebsspil, man har set meget længe i den bedste danske fodboldrække. Som en drøm »Det var som drøm. Det var næsten for godt til at være sandt«, fortalte Fredrik Berglund til tv-kameraerne og reporterne på sidelinjen, mens hans nye holdkammerater løb ud på æresrunde nummer to over til de ellevilde Esbjerg-fans. »Alt lykkedes for mig og holdet. Vi havde talt om, at Andreas Jakobsson ikke er lynhurtig i Brøndbys midterforsvar, og vi gik bevidst efter at presse ham og Per Nielsen og få lagt nogle bolde ind bag dem. Vi var utroligt effektive«, sagde Fredrik Berglund, der - uventet - var med i startopstillingen, mens topscorer Tommy Bechmann var flyttet ud på højrekanten. Det var et brillant træk af den kloge træner Ove Pedersen. Han forbavsede mange, da han gav en analyse, hvor han erklærede sig mere tilfreds med Esbjergs spil og præstation i anden halvleg end i første halvleg. Hvordan det? »Jo«, forklarede Ove Pedersen, »jeg synes faktisk ikke, at vi var aggressive nok i de første 45 minutter. Vi trak os lidt for langt tilbage. Det var ved at gå galt for os, da Brøndby reducerede. Efter pausen kom vi derudaf og spillede bedre med bolden«. Mange ting at rette »Utilfreds med første halvleg? Nå, nej, selvfølgelig kan jeg kun være glad for, at vi laver fem mål. Det var helt forrykt at være foran 5-1 ved pausen i Brøndby. Det er fantastisk, at vi er så skarpe i forårets første kamp«. »Der var mange ting at rette i pausen«, påstod Ove Pedersen alvorligt. Han mente det. Og det er jo i hvert fald rigtigt, at Brøndby satte Esbjerg i gang og med flagrende forsvarsspil, usikkert og ustruktureret pasningsspil og ufarligt angrebsspil dækkede et tag-selv-bord for vestjyderne, der sagde tak ved at sparke bolden ind hver gang, chancen kom. Esbjerg-spillerne viste mere vilje, energi og sammenhold end modstanderne, og Esbjerg spillede direkte fodbold, mens Brøndby skubbede bolden rundt på banen. Det var endda de erfarne, der svigtede mest hos holdet, der med en sejr kunne have taget et forspring på seks point til andenpladsen. Morten Wieghorst (der slet ikke er i orden) afleverede mere til modstanderne end til medspillerne. Per Nielsen dækkede ukoncentreret og løst op. Martin Retov blev nedkæmpet af Hans Henrik Andreasen, Karsten Johansen pakket ind af Anders Møller Christensen og Nikolaj Høgh, der begge læste spillet fornemt. Og der var ingen, som kunne gå forrest og få rusket op i holdet, der faldt mere og mere sammen. Sennels var helt væk Og så var Asbjørn Sennels helt væk forsvarsmæssigt. Frederik Berglund, hurtig, pågående, optimistisk, løb fra ham, da Wieghorst spillede bolden lige i fødderne på svenskeren, der scorede til 1-0. Berglund, også fræk, driblestærk og med et godt overblik, lagde op til Jan Kristiansens 2-0, og efter at Karsten Johansen havde scoret til 2-1 på Jonas Kampers indlæg, snuppede Fredrik Berglund bolden, da Asbjørn Sennels sparkede huller i luften og lignede en nybegynder. 3-1 - og Asbjørn Sennels blev piftet ud af BIF-fansene. Berglund til Tommy Bechmann: 4-1. Og 5-1 ved Anders Møller Christensen, da alle Brøndby-spillere sov sødt ved et hjørnespark. Anfører Jess Thorup satte punktum til 6-1 på en pasning fra - Frederik Berglund. Sensationen var perfekt i en kamp, som vestjyderne vil huske meget længe. I Brøndby forsøger de at glemme den hurtigst muligt.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Sexscenerne med hans kone vakte opstand. Og det er langtfra den eneste skandale
-
Morten Messerschmidt: »Virkeligheden er jo, at blå blok tabte valget«
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Du slipper ikke serien om de uopsigtsvækkende personer, før den er forbi
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























