Herresingler under pres

Kenneth Jonassen skal ligesom Anders Boesen i gang med at vinde nogle kampe, hvis de vil med til OL. - Foto: Morten LangkildeA!
Kenneth Jonassen skal ligesom Anders Boesen i gang med at vinde nogle kampe, hvis de vil med til OL. - Foto: Morten LangkildeA!
Lyt til artiklen

På overfladen ser det i olympisk perspektiv trygt og godt ud for de danske herresingler, når resultaterne fra All England-turneringen gør sig gældende på den næste verdensrangliste i badminton. Kenneth Jonassen, Peter Gade og Anders Boesen vil være placeret som nr. 7, 10 og 14, når listen offentliggøres på torsdag. For at få de maksimale tre deltagere med i OL-turneringen er kravet, at spillerne er placeret i top 16, så umiddelbart ser det mere end fornuftigt ud. Verdensranglistepoint har imidlertid kun et års holdbarhed, så et mere reelt billede tegner sig ved at 'rense' listen for de resultater, der alligevel er forældede ved skæringsdatoen for olympisk kvalifikation 1. maj. Hårdt arbejde Det regnestykke viser, at Peter Gade oven på finalepladsen i Birmingham er Danmarks bedst rangerede med gode muligheder for endda at blive blandt de otte seedede i Athen, mens Kenneth Jonassen og Anders Boesen skal på hårdt arbejde for bare at holde fast i placeringerne i top 16, der sikrer begge OL-deltagelsen. Det er de ti bedste resultater opnået inden for et år, der kommer til udtryk i form af verdensranglisten. Nogle spillere i verdenstoppen har endnu ikke spillet ti turneringer med olympisk værdi, så det helt præcise billede af danskernes situation er svært at tegne. Men uanset om der gøres status i pointgennemsnit per turnering eller det samlede pointtal, står det klart, at Kenneth Jonassen og Anders Boesen placerer sig i grænselandet omkring den vitale plads som nr. 16 i verden. »Allerede før All England vidste vi godt, at det ville blive nok så vanskeligt at få tre mand i top 16, så nu må de bare ud og udnytte de sidste muligheder for at hente point«, siger landstræner Steen Schleicher Pedersen og bekræfter, at både Japan og Korea Open nu står på herresinglernes program, inden de sidste point til OL-kvalifikationen skal hentes ved EM, hvor den individuelle turnering vejer tungest, mens der i bedste fald er en sjat at hente i holdturneringen. Tæt på seedning Det komplicerede regnestykke søger landstræneren at holde styr på i nogle regneark på sin bærbare computer. Foreløbig er facit, at Niels Chr. Kaldau også fortsat har muligheden for at avancere til verdens top 16, hvis han opnår gode resultater oven på sin sygdomsperiode, ligesom det står fast, at All England-mestrene Jens Eriksen og Martin Lundgaard med søndagens sejr nu er meget tæt på at have sikret sig en seedning blandt de fire bedste til OL-turneringen i herredouble. »Det vil være så vigtigt«, konstaterede Martin Lundgaard i flyet på vej hjem fra Birmingham, hvor det i sidste øjeblikket var lykkedes at få byttet sølvmedaljerne ud med dem af guld, som arrangørerne efter finalen havde hængt om halsen på de tabende malaysiere. Der blev ikke meget tid til at synke champagnen, som flypersonalet lykønskede mestrene med på hjemrejsen. Jens Eriksen spillede i aftes bronzekamp for Hvidovre i holdturneringen, mens Martin Lundgaard i aften spiller 1. herresingle for Værløse i kampen mod Lillerød om en plads i landets bedste række i næste sæson. soren-mikael.hansen@pol.dk

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her