Ministerstøtte til trænere

Lyt til artiklen

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) bakker nu trænerne op i deres ønske om at få plads i bestyrelsen for det ny Team Danmark (TD). I bemærkningerne til den ny lov, der har været igennem 1.-behandlingen, står, at mindst to af de otte bestyrelsesmedlemmer skal være trænere eller aktive, men da der står aktive »og/eller« trænere, er trænerne bekymrede for, at de ikke får en plads i bestyrelsen. Ikke mindst fordi Danmarks Idræts-Forbund (DIF), som skal udpege halvdelen af medlemmerne, ikke ønsker trænere i bestyrelsen. Den holdning har DIF fået opbakning til fra de syv største specialforbund - fodbold, gymnastik, håndbold, svømning, badminton, tennis og golf - der har sendt en fælles udtalelse til Folketingets Kulturudvalg. »Team Danmarks bestyrelse skal være et strategisk orienteret ledelsesforum, og af principielle grunde kan vi ikke anbefale, at der udpeges trænere til Team Danmarks bestyrelse«, hedder det i udtalelsen. Inhabile trænere De syv forbund skriver, at de anerkender trænernes faglige ekspertise, men mener, at denne ekspertise kan hentes ind fra et »tilknyttet fagligt organ«. Samme holdning har DIF, der mener, at trænerne vil være inhabile i TD's bestyrelsesarbejde, fordi det arbejde blandt andet går ud på at dele penge ud til forbundene, hvor trænerne er ansatte. Men den holdning deler kulturministeren, der skal udpege de sidste fire medlemmer, ikke. I et svar til Folketingets Kulturudvalg skriver Brian Mikkelsen: »Jeg mener ikke, at der er en grundlæggende modsætning imellem trænerhvervet og så deltagelsen i det strategiske ledelsesforum, som Team Danmarks bestyrelse vil være. Trænere kan - ganske som de aktive - bidrage med værdifuld indsigt og viden fra eliteidrætsmiljøet, og dette afsæt i eliteidrætsmiljøet er vigtigt for bestyrelsens arbejde. Ved at fastholde, at både aktive og trænere kan udpeges til bestyrelsen, sikrer vi den størst mulige fleksibilitet, når det drejer sig om at få denne viden og indsigt fra eliteidrætsmiljøet repræsenteret i bestyrelsen«. Det samme mener TD. Direktør Preben Kragelund mener, at de syv forbunds holdning er »skandaløs«. »De fleste toptrænere har en aktiv karriere bag sig, og de har derfor en meget stor erfaring, som Team Danmarks bestyrelse kunne have glæde af. Men forbundene stoler åbenbart ikke så meget på deres egne folks kvaliteter, at de tør lade dem vælge ind i bestyrelsen«, siger han. Team Danmarks Træner Aktiv Gruppe har også sendt sit bidrag til Kulturudvalget, og heri tager gruppen afstand fra de syv forbunds holdning. Specialforbund har foretræde Talsmanden Mikael Trolles argument for, at trænerne skal have lov til at indgå i de politiske drøftelser i bestyrelsen, er bl.a., at medarbejdere også er repræsenteret i andre professionelle bestyrelser. De syv specialforbund, DIF og TD har alle foretræde for Folketingets Kulturudvalg onsdag, og helt i tråd med den hidtidige debat vil mødet først og fremmest komme til at handle om sammensætningen af bestyrelsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her