Den sværeste plads i FCK

FC København håber, at brasilianeren Álvaro Santos kan blive manden, som for første gang bringer et FCK-spiller helt til tops på topscorerlisten. - Arkivoto: Lars Poulsen
FC København håber, at brasilianeren Álvaro Santos kan blive manden, som for første gang bringer et FCK-spiller helt til tops på topscorerlisten. - Arkivoto: Lars Poulsen
Lyt til artiklen

Prøv engang at løbe listen her igennem: Peter Møller, Mark Strudal, Mate Sestan, Harald Brattbakk, Thomas Thorninger, Pascal Simpson, Mikhail Ashvetia, Heine Fernandez og Jörgen Pettersson. En broget flok af angribere, der alle sammen har bevist, at de kan lave mål rundt om i Danmark eller Europa - bare ikke i FC København. Ingen topscorer Vel har nogle af dem scoret et par gange eller to, men fælles for dem alle er, at de ikke er blevet den topscorer, både tilskuerne og de forskellige trænere i Parken har sukket efter siden klubbens første år. På trods af FC Københavns øjeblikkelige status som en markant del af toppen i dansk fodbold er det endnu aldrig lykkedes at finde en ægte topscorer - én af dem, der med sikkerhed scorer uge efter uge, og dermed gør det lidt lettere for resten af holdet at holde fast i topplaceringen. Ikke en eneste gang i FC Københavns historie er en spiller sluttet med over 15 scoringer på en sæson, og ikke siden sæsonen 1994/95 har klubben haft en angriber inden for top 5 på Superligaens topscorerliste. Lysår fra Erik Bo Andersen Eller det vil sige - dengang var det ikke engang en angriber, men midtbanespillerne Lars Højer Nielsen og Per Frandsen, der med hver 12 scoringer opnåede en delt tredjeplads - lysår fra Erik Bo Andersens 24 mål for AaB. Men hvorfor mister ellers velrenommerede topscorere målinstinktet i samme øjeblik, de planter fodboldstøvlerne på græsset i Parken? David Nielsen er den forward, som er kommet tættest på titlen som topscorer for FC København. I sæsonen 1998/1999 sendte den nuværende AaB-forward 15 gange bolden i nettet for hovedstadsklubben, hvilket det år rakte til en delt syvendeplads på topscorerlisten - otte scoringer efter Heine Fernandez, som dengang godt kunne ramme målet for Viborg. Kræver stærk psyke at blive topscorer i FCK I dag har David Nielsen denne forklaring på, hvor FC København endnu aldrig har haft en topscorer: »Det er på ingen måde tilfældigt. FC København er en meget speciel klub at spille i som angriber, og man er nødt til at være meget stærk mentalt for at kunne klare sig. For mit vedkommende var jeg 22 år, da jeg kom til FCK, og det tog i hvert fald én eller to sæsoner, før jeg havde vænnet mig til presset, og det er langtfra altid, at tålmodigheden rækker til det«, siger den nuværende AaB-forward. Håber på Álvaro Efter at han forlod klubben for fire år siden, er utallige angribere blevet prøvet, uden at den helt rigtige topscorer er fundet. »Og det er jo ikke, fordi der ikke har været store navne, men der er altid mange angribere i FC København, og derfor mener jeg også, at det er 100 gange nemmere at score mange mål i andre klubber end FC København. Tilliden rækker simpelthen længere - for eksempel fik Ebbe Sand fire eller fem år til at slå igennem i Brøndby«, lyder det fra David Nielsen, der glæder sig til at se, om brasilianske Álvaro Santos er spilleren, som kan bryde mønstret. Det samme gør Niels-Christian Holmstrøm, der som sportsdirektør i FC København er manden med ansvaret for indkøb af angribere som for eksempel Mikhail Ashvetia, Jörgen Pettersson og Pascal Simpson. »Vi må indrømme, at der har været mange forbi, og det er da også kreperligt at se, hvordan mange af dem har kunnet score et hav af mål både før og efter, de har været i FC København«. Nemmere at score mål på kontrahold »Men det er da rigtigt, at det nok er nemmere for en angriber at score mange mål, hvis han spiller på et hold, der er mere kontrapræget og dermed giver bedre arbejdsbetingelser for en forward. På den anden side er vi da nogle stykker, der selv har præsteret at spille for et hold med stor boldbesiddelse og samtidig score mange mål«, siger Niels-Christian Holmstrøm. Sportsdirektøren er ikke bleg for at indrømme, at han også selv er skuffet over en række af klubbens indkøb. »Mikhail Ashvetia er et dårligt eksempel, fordi han ikke var en decideret centerforward, men i tilfældet Harald Brattbakk må vi sige, at han havde samme problem hos os som i Celtic. Han kunne godt score mod Vejle og Haderslev, men når han blev markeret tættere i de store kampe, forsvandt han«, lyder det fra Holmstrøm, der til gengæld tror på, at han nu langt om længe har fundet en topscorer. Álvaro Santos blev sidste sommer hentet i svenske Helsingborg, og efter at brasilianeren er ved at nå tilbage i topform efter en alvorlig skade, ser han ud til måske at kunne passere rekorden på 15 mål på en sæson. »Álvaro er helt klart på vej. Hans scoringsgennemsnit er allerede højt for vores klub. Han er stærk fysisk og i stand til at afslutte med begge ben«, siger Niels-Christian Holmstrøm.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her