Hurtigt hjem efter landskamp

Foto: Lars Poulsen
Foto: Lars Poulsen
Lyt til artiklen

Milancheftræner Carlo Ancelotti var bekymret og beklagede sig voldsomt, da Milanoklubben fik udtaget en halv snes spillere til forskellige europæiske og sydeuropæiske landshold, der spiller venskabskampe onsdag aften. Og han truede faktisk med, at Milan ville nægte Jon Dahl Tomasson og Martin Laursen at stille op for Danmark mod Tyrkiet. Den trussel modererede han hurtigt kort efter - Ancelotti ved jo godt, at spillerne bare skal have fri til landskampe, der spilles på de officielle UEFA-datoer for venskabsopgør - til et ønske om, at landstræner Morten Olsen tager hensyn til, at Milanspillerne er midt i et meget stramt og anstrengende kampprogram. På lørdag aften mødes Milan, der fører serie A, med Inter i forårets store Milanoderby, og i næste uge skal Milan i ilden i Champions League. Derfor har Carlo Ancelotti beordret et privatfly af sted til Tyrkiet for at hente Tomasson og Laursen i aften i Adana, når der er fløjtet af for opgøret mod Tyrkiet. De flyves direkte hjem til Milan, så de kan deltage i torsdagstræningen i klubben. Inter og Milan har et godt samarbejde, så Thomas Helveg får også plads i flyet, og de to klubber deles om udgifterne. »Selv om vi står over for nogle betydningsfulde klubkampe, er det naturligvis også vigtigt, at vi er med til EM-forberedelserne, der for alvor starter mod Tyrkiet«, siger Jon Dahl Tomasson. »Jeg vil ikke gå glip af en landskamp, og der er fundet en god løsning til gavn for både landsholdet og klubben, synes jeg«. Kun en halvleg Jon Dahl Tomasson er en af de spillere, der med sikkerhed kun skal spille de første 45 minutter i aften. Han bliver i pausen skiftet ud med Ebbe Sand. Det er også planen, at Jesper Grønkjær skal trække sig tilbage efter første halvleg. Hans plads må forventes at bliver overtaget af Kenneth Perez, der fik debut mod England på Old Trafford i november, da han afløste den ankelskadede Dennis Rommedahl - der endnu ikke er blevet kampklar. Der var spekuleret en del i, om Peter Madsen og Per Krøldrup ville få chancen fra start. Peter Madsen sagde i går, at han tog fra Tyskland med håb om at spille flere minutter mod Tyrkiet, end han nu har udsigt til. Det ligner en indskiftning af ham midt i anden halvleg. »Men jeg ved jo godt, at der står flere angribere i køen foran mig. Og jeg må bare kæmpe og på klubholdet spille videre, det bedste jeg har lært, for at få den plads i EM-truppen til slutrunden, som jeg går efter«. Krøldrup: Jeg har fået en fin modtagelse Per Krøldrup, den tidligere Aalborg Chang- og B.93-spiller, der aldrig har fået spilletid på et landshold, men dog har siddet på bænken som reserve i to U21-landskampe, vil være lykkelig bare for et kvarters tid som indskifter i aften. »Jeg kendte Jan Michaelsen, Daniel Jensen og så selvfølgelig Martin Jørgensen og de andre 'italienere' på forhånd. Ellers har jeg skullet lære mange nye at kende, men jeg har bestemt fået en fin modtagelse i truppen«, fortalte Udineseforsvareren, der er blevet lovet spilletid af Morten Olsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her