Termometret viste tæt på 25 grader, og solen skinnede fra en skyfri spansk himmel, da Brøndby - på en flot, flot bane - spillede sin sidste kamp i forbindelse med holdets træningslejr i det sydlige Spanien. Menuen bestod af de russiske mestre fra CSKA Moskva, og den tallerken var mere, end Brøndbyspillerne var parat til at fortære. Moskovitterne var ganske enkelt en klasse bedre i alle fodboldspillets faser, og især i anden halvleg blev Brøndby udspillet på kryds og tværs, og 'Laudrups drenge' skal være glade for, at det kun blev til et 2-0-nederlag. Alternativer til Jonson »Jeg synes, vi er godt med i den første halve time. Vi skulle primært se på den første time af kampen, inden vi begyndte på alle udskiftningerne. Det er selvfølgelig ærgerligt, at Mattias Jonsson var syg, men det gav os mulighederne for at se på nogle alternativer«, sagde træner Michael Laudrup. Laudrup havde for så vidt ret i, at hans hold fulgte godt med i den første halve time, hvor Brøndby stillede op i en 4-4-2 - noget, træneren ikke bagefter ville kalde en Camp Nou-formation, men som lignede det. Skræmmende er det dog, at der i første halvleg var tale om et russisk reservehold og det først var i anden halvleg, at A-kæden blev sendt på banen. Langt fra formen Det må unægtelig have givet træner Laudrup noget at tænke over, for selv om CSKA Moskva repræsenterer det bedste inden for østeuropæisk fodbold, så er der stadig et stykke vej til et Barcelonahold, som har fundet formen. »Jeg synes, at vi har haft et godt ophold hernede, og især de to kampe - og måske allermest i dag - mod de russiske hold, har givet os en idé om, hvad vi skal op imod. Sydeuropæiske hold spiller måske lige med en station eller to mere end de her russere, men det går stadig meget, meget hurtigt, når de vender spillet, og de er teknisk stærke - præcis som vi kan forvente det fra folk som Overmars, Saviola, Ronaldinho og de andre«, sagde Laudrup. I forhold til kampen skal det dog siges, at der var indtil flere af Brøndbyspillerne, som tilsyneladende troede, de var på stranden. Jonas Kamper, Morten Wieghorst, Karsten Johansen, Asbjørn Sennels og Kim Daugaard var meget langt fra det niveau, som er nødvendigt, hvis Brøndby skal skabe sensationen om små to uger. Reserver i problemer Når reserverne så tilmed hedder Niki Zimling, Jonas Absalonsen og Kasper Lorentzen, som for ikke forfærdelig længe siden udgjorde kernen på ynglingeholdet, kan man godt blive lidt bekymret for de to kampe mod det spanske storhold. De havde det i hvert fald rigtig svært i kampen. »Jeg synes ikke, man kan bruge det her som en ledetråd i forhold til vores Barcelonakampe. Til den tid er det noget helt andet med tilskuere på tribunerne og så videre. Så handler det om, at vi skal gøre vores bedste - og det er måske i virkeligheden kernen i det hele«, sagde træneren.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
K-profil er lunken ved regeringens valg som ny formand for Folketinget
-
Hendes forældre flygtede fra Afghanistan til Danmark. Nu sidder hun på en af de tungeste poster i regeringen
-
Regeringen indstiller usædvanlig kandidat til posten som Folketingets formand
-
»Hun pisser på 75 procent af folketingsgruppen«: Socialdemokrater er i oprør efter Hummelgaards forfremmelse
-
En hel generation blev frarøvet sine ritualer og endte med at føle sig hjemme i det fremmede. Ny film er det ultimative udtryk for deres mentale tilstand
-
Er det en joke?
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Portræt
Måske er det ikke så underligt, at højrefløjen holder af den nye kulturminister
Lyt til artiklenLæst op af Johanne Lerhard
00:00




























