Det var en ganske solid overraskelse, da Michael Laudrup, som et af sine første indkøb i Brøndby, hentede den unge Karsten Johansen i Næstved. Man skulle være mere end almindelig velbevandret i dansk fodbold for at have kendskab til den unge angriber, men ikke desto mindre så den nye Brøndbytræner nogle muligheder i 2. divisionsspilleren. Her godt et år senere sidder han i shorts og langærmet træningstrøje på nogle slidte røde plastiksæder på 'Marbella Paradise of Football' - det træningsanlæg i det sydlige Spanien, som Brøndby har valgt til deres træningslejr - og stirrer direkte ind i øjnene på to kampe mod mægtige Barcelona. Held i uheld På træningslejrens tredje dag faldt konkurrenten til pladsen i front, Peter Foldgast, så uheldigt ned på sin skulder, at han rev et ledbånd over. Og med Kasper Dalgas og Ruben Bagger, som allerede havde ladet sig indskrive på infirmeriet, er der kun den unge Johansen tilbage til at spille pladsen på toppen af Laudrups 4-3-3. »Ja, Peters skade betyder jo nok, at jeg er rykket tættere på. Men selv om han er min største konkurrent på pladsen som angriber, så ønsker jeg altså altid det bedste for ham, og jeg synes, at det er ret synd«, siger den 22-årige angriber. I første omgang troede Peter Foldgast selv, at skaden ikke var så voldsom. Den opstod under en gang uskyldig fodtennis, da han med professionelle fodboldspilleres vanlige kådhed ville saksesparke bolden over nettet. Men da han ramte jorden, røg ledbåndet, og så var Karsten Johansen fra det ene sekund til det andet pludselig manden, der skal bombe Barcelona ud af UEFA Cuppen. Langt ude i fremtiden »Jo, ja - selvfølgelig tænker jeg på kampen. Der bliver jo snakket meget om den, og hernede har vi jo masser af fritid, så jo - den ligger da i baghovedet. Men altså, jeg kan ikke rigtig forholde mig til en kamp, som ligger to uger ude i fremtiden. Jeg bliver nødt til at fokusere på at komme i form, og så må kampen komme senere«, fortæller Karsten Johansen. Karsten Johansen har spillet 20 kampe for Brøndby, hvor han i perioder har fast plads og i andre knap så fast plads i angrebet. Hans internationale debut kom mod Schalke, hvor han var med fra start i begge kampe, og hvor den unge mand fra Sydsjælland for alvor mærkede forskellen mellem en dansk topklub med europæiske forventninger og livet i den tredjebedste danske række. »Men det er altså ikke sådan, at det har forandret mig. Livet er selvfølgelig blevet anderledes - jeg kan ikke gå så meget i byen, som jeg gjorde tidligere, og på sådan en tur som den her, der er da rigtig meget fritid, som man skal være god til at bruge, for der sker jo ikke ret meget, når træningen er forbi«, fortæller Johansen. Men når I nu netop har så meget fritid, så er det vel endnu sværere ikke at tænke på kampen? Bortset fra jeres træning står den jo for det meste bare på hvile og mere hvile, hvor fantasien vel engang imellem får frit løb? »Jo, men jeg kan jo ikke forestille mig, hvordan der ser ud. Jeg har aldrig været på Nou Camp (Barcelonas hjemmebane, red.). På den anden side, så ville det da være fantastisk at score mod Barcelona - om ikke andet, så har jeg da det at prale med om ti år«, siger han og slår en latter op, så man nærmest kunne blive efterladt med en fornemmelse af, at han ikke helt selv tror på det. Selvtilliden er i orden Men om tolv dage skal troen på scoringerne sidde klippefast lige inden for panden af den unge angriber. Til den tid er det ham, som vil være i fokus - ganske som han var det, da holdet mødte Schalke, og ganske som han sikkert vil komme det igen og igen, hvis karrieren fortsætter i Brøndby. »Det sidste år er gået meget stærkt. Jeg havde ikke lige forestillet mig, at vi skulle spille mod Barcelona - eller Schalke for den sags skyld. Men selvtilliden er der. Selvfølgelig er det ikke det samme, som når turneringen kører på fuld knald, men alene det, at vi skal spille mod Barcelona, er jo nok til, at man kommer helt op«, siger Karsten Johansen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























