Med 32 mål og en scoringsprocent på 80, er det danske håndboldlandsholds stregspiller, Michael Knudsen fra Skjern, den mest effektive skytte blandt de 15, der topper mållisten ved EM-slutrunden i Slovenien. Han indtager 4.-pladsen - og alle foran ham har brugt straffekast til målsamlingen. Michael Knudsens rene mål og den måde, de er blevet til på, har åbnet øjnene hos de opkøbere og agenter, der altid er på tilskuerpladserne under en slutrunde. »Inden slutrunden fik jeg tilbud fra alle de klubber, jeg kunne ønske, og undervejs i turneringen har en tysk agent, som jeg har kontakt til, fortalt mig, at jeg ikke behøver at frygte at blive arbejdsløs«, sagde Michael Knudsen i det danske EM-hovedkvarter. Takker nej til tilbud Han og kæresten, der skal være forældre, har besluttet sig for at sige nej til de forskellige tilbud og blive i Danmark. Han har tegnet en treårig kontrakt med Viborg - den træder i kraft efter denne sæson, men skulle det ske, at Viborg ikke rykker op i Håndboldligaen, så annulleres Knudsens kontrakt. Han kan stadig blive i Danmark, idet Skjern er parat til at give ham en ny kontrakt - og også de to Bundesligaklubber Gummersbach og Flensburg har meddelt, at de har det danske streg-es stående på ønskelisten. Ikke overrasket Foreløbig nyder han succes'en under EM-slutrunden. Og han er egentlig ikke - trods sin ellers beskedne optræden - overrasket over, at det er gået ham så godt i de tætte nærkampe i modstandernes forsvar. »Det er ikke så svært, når det kører godt for angrebsspillet i øvrigt. Når vi lægger et hårdt pres, og når skytterne hele tiden er farlig, så skal forsvarsspillerne være opmærksomme på mange - og det giver plads til mig. Selvfølgelig er jeg glad for, at jeg har gjort det så godt, men jeg vidste, at jeg kunne. Jeg er i træning til det, og jeg har fået mere rutine gennem de andre slutrunder«, forklarede Michael Knudsen. »Jeg venter en meget hård kamp mod tyskerne i dag, men sådan som vi har spillet indtil nu giver mig troen på et godt resultat. Jeg kan faktisk ikke se, at vi ikke skulle være i stand til at slå dem og komme i finalen. Jeg ved godt, at det ikke så godt ud, da vi tabte til tyskerne i EM-semifinalen i Sverige for to år siden, men dengang var vi nok lidt for tilfredse med det, vi havde nået. Vores indstilling vil være meget anderledes denne gang«. God dansk statistik Også landsholdets anfører Kasper Hvidt mener, at det danske hold er nået langt videre siden dagene i Sverige og siden VM-slutrunden i Portugal. »Vi har lært af både succes og fiasko. Vi har fået respekt for opgaven. For selvom det lyder som lidt af en floskel, så var det god lærdom, vi hentede i Portugal - vi fik en hel del ud af den fiasko«, sagde Kasper Hvidt. Han har respekt for det tyske hold. »Det er kommet lidt fra baghjul i denne turnering, og spillerne har vist, at de er stærke. Men vi kan slå dem, hvis vi spiller, som vi har gjort hidtil i turneringen - og hvis vi kan holde fast i vores principper«. I sin 'præsentation' af kampen sagde cheftræner Torben Winther, at han og holdet er indstillet på, at tyskerne nok laver mange mål. »Sådan er håndbold. Det skal vi ikke ærgre os over - vi skal bare lave flere end tyskerne. De har et betonforsvar, men jeg tror nok, det skal lykkes for os at overrumple dem«, sagde Torben Winther. Han slog fast, at forsvarsspillet skal være grundlaget for dansk sejr i eftermiddag: at stoppe indspil til stregen og blokere bagskytterne. Det danske hold har statistikken med sig i dagens kamp. Danmark er nemlig det af de 12 mellemrundehold, der har scoret flest mål og sluppet færrest ind. Om ikke andet, er det godt for moralen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























