Drømmen lever endnu et år

Michael Knudsen flækkede et øjenbryn, og Danmark tabte semifinalen til Tyskland. - Foto: Peter Hove Olesen
Michael Knudsen flækkede et øjenbryn, og Danmark tabte semifinalen til Tyskland. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Gærdet var for højt, lammet for svagt - og hyrden for rådvild. Og derfor blev det til et nederlag til det danske håndboldlandshold i EM-semifinalen mod Tyskland. Man magtede ganske enkelt ikke den voldsomme fysiske udfordring, som det tyske hold var. Ingen happy-end Og da cheftræner Torben Winther i kampens sidste to minutter - med Danmark i boldbesiddelse og bagud 21-22 - 'forsømte' at tage en timeout og foretage en udskiftning i den rådvilde og stressede danske angrebsformation, så blev slaget ikke vendt. Ingen happy-end i 2004-eventyret. Men i søndag gives en ny chance i bronzekampen - og det er nu Torben Winthers opgave at rejse spillerne til endnu et hårdt slag. Det var en meget tæt kamp. Og forbavsende fattig på mål, når man bruger turneringens øvrige resultater som målestok. Men det var også et møde mellem turneringens bedste forsvar, det danske, og det tredjebedste - det tyske. Super målmænd Og så var det også en kamp, der bød på noget af det fornemste målmandsspil i den næsten to uger lange EM-slutrunde. Den tyske målmand Fritz Henning stod formidabel med en redningsprocent på 49 - med Kasper Hvidt lige i hælene med 47. Ganske imponerende. For blandt meget andet godt - set med danske øjne - så har turneringen budt på det endelige og ventede gennembrud for Kasper Hvidt. Han har ført stået pragtkampe på landsholdet, men han har aldrig gjort det stabilt. Nu skete det. Omsider levede han op til det niveau, han for det meste holder i den spanske liga, hvor han vurderes til at være den førende. Han har været af meget stor betydning for den danske EM-succes. Ond atmosfære Stillingen ved pausen var 11-11. Kampen åbnede i en næsten hadsk atmosfære mellem spillerne - det var som om de konkurrerende Bundesliga-folk skulle have tisset det hierarkiske terræn af, og det udløste nogle brutale dueller. Men det glattede sig ud til sidst, og kampen forløb uden særlig uværdige scener. Spillemæssigt var det ikke nogen stor oplevelse - og det skyldes bl.a., at det danske hold ikke nåede den standard, der har været gældende for holdet siden Dag 1. Tyskerne trak tempoet ud af kampen, og deres eminente forsvarsspil med de vækstfremmede Volker Zerbe på 2,11 og Mark Dragunski på 2,14 gjorde det nærmest umuligt for de danske spillere bare at se målet. Skud i paraderne Denne bevægelige udgave af Berlin-Muren udstillede også det danske holds svaghed: Skudtrusler bagfra - og specielt på højre back. 'Lille-Klavs' fra GOG på Fyn kunne overliste tyskerne med nogle hvasse underhåndsskud i pressede danske undertals-situationer, men da han forsøgte at skyde over de tyske parader i anden sals højde, gik det naturligvis galt. Og Claus Møller Jacobsen, der har været temposætter på det danske hold i flere kampe, var i mødet med de tyske jætter nærmest ufarlig på playmakerpladsen. De blev begge provokeret til tekniske fejl, og det var der ikke råd til i denne semifinale. Måske var det en 'burger-doping' fredag aften, der gjorde udslaget. Hvem ved. I hvert fald fik de tyske spillere lov til at fylde sig med burgere - med den forklaring, at det havde de danske fodboldspillere gjort inden EM-finalen i '92. Med succes. Boldsen blev glemt Joachim Boldsen, traktoren fra Flensburg, blev ikke brugt meget i denne kamp - og det undrede mig, at Torben Winther 'glemte' sin fighter i de afgørende minutter af kampen, hvor det offensive danske spil var forkrampet, og hvor man trængte til en spiller, der på midten kunne udgøre en trussel og måske skabe det gennembrud, der kunne skaffe udligning. For selv om tyskerne var gode og tilsyneladende havde 'læst' de danske kombinationer godt, så var de ikke bedre, at Danmark hele tiden havde sejren indenfor rækkevidde. Faktisk var Danmark foran 18-17 - her brændte Claus Møller en kontrachance med mulighed for en dansk tomåls-føring - og også 19-18. Og med fire minutter tilbage stillingen 20-20 på et udligningsmål af Lars Krogh Jeppesen, der på venstreback-pladsen scorede fire mål. Han blev dansk topscorer med i alt fem. Men det gik ikke. Det danske hold, der ikke scorede et eneste mål fra fløjene efter pausen, og som også måtte se sin uundværlige stregspiller Michael Knudsen forlade banen to gange med blodet løbende fra en flænge under venstre øje, kunne ikke afvise de tyske skytter. Det gode i det triste var det danske forsvarsspil - igen. Tyske spillere som Florian Kehrmann og Daniel Stephan, der inden kampen toppede turneringens scoringstabel, lavede tilsammen ét mål. Og det var kampens sidste - da Stephan slog det sidste søm i kisten til 22-20.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her