Carolina Panthers er midt i et eventyr

Reciever Troy Brown fra New England Patriots kan blive manden, der ødelægger eventyret for undertippede Carolina Panthers. - Foto: AP
Reciever Troy Brown fra New England Patriots kan blive manden, der ødelægger eventyret for undertippede Carolina Panthers. - Foto: AP
Lyt til artiklen

Historien om Carolina Panthers' vej til dette års Super Bowl på Reliant Stadium i Houston hører til blandt de fortællinger, producerne i Hollywood står i kø for at lave om til film - gerne med Al Pacino og Cameron Diaz i bærende roller. Det er intet mindre end et 'all american' eventyr med pantere, en enkelt ræv og en særdeles grim ælling, der via mod, mandshjerte og frem for alt hårdt arbejde når det store mål, som i dette tilfælde hverken er prinsessen eller det halve kongerige, men det, amerikanerne selv kalder 'det største show på jorden'. Det dårligste hold i NFL Absolut intet tydede nemlig på, at de tamme pantere fra byen Charlotte i North Carolina havde andet end nedbrudt selvtillid i sig, da holdet for kun to år siden sluttede som det dårligste i NFL, National Football League, efter en sæson med 15 nederlag og kun én sejr. Faktisk var de 15 nederlag på stribe så ringe, at Carolina Panthers - der først i 1993 blev lukket ind som det 29. hold i NFL - skrev sig ind i historien som holdet med flest tabte kampe i træk. Det er altså i dag ikke mere end to år siden, ligesom det ikke er mere end to år siden, at ejeren og grundlæggeren af Carolina Panthers, Jerry Richardson, meget naturligt valgte at afskedige cheftræner George Seifert og erstatte ham med den dengang forholdsvis ukendte John Fox, der aldrig før havde haft eneansvaret for et hold i NFL. 20 års erfaring Til gengæld havde 46-årige John Fox 20 års erfaring som assisterende træner rundt om i hele USA - blandt andet fem succesfulde år som defensiv koordinator hos New York Giants. Og så havde 'ræven' fra San Diego i Californien tilsyneladende oparbejdet en ganske god fornemmelse for, hvad der skulle til for at gøre taberne fra Carolina til vindere. I hvert fald har flere af holdets spillere senere fortalt, hvordan John Fox på sin første arbejdsdag på Ericsson Stadium i Charlotte samlede sine nye spillere i omklædningsrummet og i temmelig direkte vendinger forklarede dem, at de i hans øjne spillede fodbold som en flok tøsedrenge. Brutalt forsvar Den slags ord er lidt af en satsning, når man som ny træner står over for flere end 50 professionelle idrætsmænd, hvoraf flere vejer på den tunge side af 150 kilo, men Fox havde et klart formål med sin dundertale. »Når det kommer til talent, hører I til blandt de bedste i ligaen. Men I er simpelthen nødt til at være mere barske. Meget mere barske«, som John Fox forklarede spillerne den dag i omklædningsrummet. Siden tog han ordene med som et mantra på træningsbanen og senere også på sidelinjen, hvor Fox er blevet kendt som én af ligaens mest medlevende trænere. Konstant er han i bevægelse ned langs linjen med tilråb, fagter og reaktioner på de ting, der sker på banen. Og den nye træners markante fokus på 'toughness' samt en total reorganisation af holdets defensiv havde med det samme effekt. I debutsæsonen forbedrede Panthers sig til en total på syv sejre og ni nederlag, mens mandskabet i denne sæson for alvor bragede gennem fodboldens lydmur ved at vinde divisionen NFC South - ikke mindst takket være det, der bliver kaldt ligaens mest brutale forsvar. »Som mand er man nødt til at acceptere en sådan udfordring og gå ud og vise ham præcis, hvor barske vi kan være«, har holdets 'strong safety' Mike Minter forklaret om ændringen i holdets mentalitet, der for alvor er blevet tydelig i slutspillet, hvor Carolina Panthers aldrig tidligere har gjort større væsen af sig. Stærk vilje I år blev det først til en sikker hjemmesejr på 29-10 over Dallas Cowboys, hvorefter Panthers måtte ud i først to gange forlænget spilletid mod St. Louis Rams og siden en ny tæt kamp på udebane mod Philadelphia Eagles, før billetten til Super Bowl XXXVIII var sikret. »Jeg har i dag en flok spillere med meget stærk vilje, som altid bliver ved med at svinge sværdet, til arbejdet er gjort helt færdigt. De vil heller ikke lade noget komme i vejen for dem i Houston«, sagde John Fox med den form for krigsretorik, der nærmest er blevet et varemærke. Som hold er Carolina Panthers da også mere karakteriseret af den kollektive styrke frem for af enkelte megastjerner. Holdets quarterback er den 28-årige Jake Delhomme, der uden de store overskrifter kom til Carolina fra New Orleans Saints på en fri transfer inden denne sæson. Og trods succesen i år hører Delhomme fortsat til blandt ligaens mere anonyme quarterbacks. I sidste uge blev han på et pressemøde inden afrejsen til Houston kaldt for Jack i stedet for Jake. »Det her handler ikke om mig, men om, hvad der er bedst for Carolina Panthers. Jeg er bedøvende ligeglad med personlige statistikker og rekorder; mit arbejde er at sørge for, at holdet vinder - ikke mig selv«, siger Jake Delhomme, der derfor spiller nøjagtigt, som John Fox har dikteret; nemlig med sikkert løbeorienteret angrebsspil, der minimerer risikoen for at miste bolden. Effektive patrioter På den måde minder Panthers på mange måder om dagens modstandere fra New England Patriots, der heller ikke hører til hverken de mest spektakulære eller elskede hold i NFL. Faktisk har en meningsmåling netop vist, at årets finalister selv efter kvalifikationen til Super Bowl kun når op på henholdsvis en 17.- og en 23.-plads, når man lister ligaens mest populære hold. Til gengæld har også Patriots i år været forrygende effektive, og holdet - der som en stor overraskelse vandt Super Bowl XXXVI for to år siden - kommer til Houston med 14 sejre i træk. Det er i ligaens historie kun overgået af Miami Dolphins' 17 sejre på stribe i 1972. Træner Bill Belichick råder over et af ligaens bedste forsvar anført af cornerback Ty Law, der i AFC-finalen mod Indianapolis Colts tre gange greb kast fra gæsternes stjernequarterback, Peyton Manning, og dermed sikrede sejren. New England Patriots' egen quarterback er den 26-årige Tom Brady, der allerede er ejer af én af de eftertragtede Super Bowl-ringe til en værdi af cirka 5.000 dollar, som vinderne modtager til evigt minde om sejren. Den fik solskinsdrengen fra Californien, da han for to år som reserve for en skadet Drew Bledsoe førte det dengang upåagtede hold hele vejen til den største triumf. I år er situationen en anden. Denne gang spiller Brady og New England Patriots rollen som favoritterne, der skal op imod NFL's grimme ællinger i form af de brutale pantere fra Carolina. Og som i alle andre eventyr er det sjovest, hvis eventyret slutter lykkeligt. I hvert fald hvis hele herligheden skal sælges til Hollywood.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her