Danmark vælter dem på stribe

Foto: Peter Hove Olesen
Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Først Spanien, så Rusland og nu Sverige. En historisk keglevæltning for det mandlige danske håndboldlandshold, som har arbejdet sig gennem denne EM-slutrunde med en umådelig appetit. Og kan de danske spillere gå på banen mod Schweiz med en lignende glubskhed på mål og hente endnu to point ja, så er bedriften fra Sverige for to år siden indenfor rækkevidde. Under alle omstændigheder er danskerne med opvisningssejren på 34-28 over Sverige i den slovenske by Celje tæt på at kunne vælge frit fra alle de gevinsthylder, der er i denne turnering. En sejr mod Schweiz garanterer en plads i semifinalen og dermed er deltagelsen i den næste EM-slutrunde sikret. OL rykker nærmere Og dermed er OL-billetten også indenfor rækkevidde. Den kan endda blive nået, hvis Danmark vinder mod Schweiz og Slovenien taber til Frankrig. Og også en direkte kvalifikation til næste års VM i Tunesien. Her er EM-bronze kravet. Vist er det at tage glæderne på forskud. Men som holdet optrådte mod Sverige umådeligt autoritært mod verdens mest vindene landshold så kan man godt tillade sig at tro, at samme koncentration og viljestyrke vil være en del af klædedragten, når spillerne tager fat på mellemrundens sidste time. Alle mand i Winther-orkestret spillede det bedste de kunne. Nogle havde mere held end andre og hvorfor skjule, at Michael Knudsen, Joachim Boldsen, Kasper Hvidt og Lars Krogh samt Søren Stryger stjal billedet. Men alle bar, en triumf for kollektivet. Sverige kom bedst fra start Lur mig, om ikke svenskerne fik noget af et mentalt forspring under opvarmningen. Den blev nemlig ledsaget af musik fra en flok lokale harmonikamænd, der havde taget opstilling på gulvet og vi ved jo alle, at svenskerne har et blødt punkt, når det gælder dragspel. Så føler de sig som rigtige mænd mellem nåletræer og skovsøer, formentlig båret af en stærk længsel mod pytt-i-panna. Og de kom da også foran 1-0 og lidt efter 4-3. Men så var det som om, harmonika-dopingen ikke virkede længere. Det danske forsvarsarbejde, som er blevet finpudset fra kamp til kamp, virkede også i denne højspændte første halvleg og gjorde arbejdet nemmere for målmand Kasper Hvidt, der i disse 30 minutter ramte strengene fra Spaniens-kampen. Stærkt spil af Michael Knudsen Danskerne var toneangivende, kæmpede for hinanden. Og når angrebs-kombinationerne stivnede og det gjorde de i tilfælde så var der altid det, jeg vil kalde Knudsen-løsningen. Han lå dér og lurede på den anden side af svenske-skansen, klar til at opsnappe den bold, der slap gennem muldvarpehullet. Hvad enten den kom fra Lars Krogh Jeppesen, Claus Møller Jakobsen eller Klavs Bruun. Og Michael Knudsen gjorde sit gribe- og kastearbejde med en snarrådighed, som vi danskere gennem årene har beundret med lange næser hos den svenske stregveteran Magnus Wislander, der bærer det respektindgydende navn Slangen . Men Knudsen kan også uden at blive kaldt hverken det ene eller det andet. Han scorede seks mål på syv forsøg i første halvleg og var en konstant tandpine i det svenske forsvar. Udnyttede overtals-situationer Danskerne var effektive i de situationer, hvor Sverige var ramt af udvisninger, bl.a. udnyttede man en overtals-periode til at score hele tre gange. Det kalder man at kende sin besøgelsestid. Og det gode målmandsarbejde af Kasper Hvidt holdt svenskerne på afstand frem til pausefløjtet fra de ukrainske dommere. Foran med fire ved pausen Efter de første 30 minutter var Danmark i spidsen med 18-14 og anden halvleg blev åbnet med tre scoringer til 21-14. Et forspring på hele syv mål, der endda voksede til otte, et forspring af sjælden størrelse okay, lad mig smide livremmen og sige historisk størrelse i de altid prestigefyldte opgør mod den storebror, der aldrig har givet plads til den lille i den røde trøje. Svenske fløje blev klar Et af spændingspunkterne op til kampen var, om det skadesramte svenske hold kunne stille med en venstre wing. Jonas Källman var skulderskadet, og Mathias Franzen var rejst hjem til Sverige for at blive far men sørme om ikke alt faldt på plads. Den døde Källman var genopstået til et slag for fædrelandet, da opvarmningen gik i gang, og Franzen var tilbage i lejren. Hans kone fødte en datter ved spisetid på sygehuset i Varberg tirsdag aften, og næste eftermiddag kunne han melde sig klar hos cheftræner Bengt Johansson. Laen og Schnuchel på tribunen Kollega Torben Winther havde valgt at lave om på sit winningteam på en enkelt plads. Torsten Laen var stadig tribunevarmer, og til svenskerkampen fik han selskab af Boris Schnuchel, der i russerkampen var gardering for Lars Christiansen. Men der blev ikke brug for ham mod russerne, hvor fløjsnurrige Christiansen var tilbage ved fuld styrke. Mod Sverige blev det dog bare til ét mål på seks afslutninger. Uheldig fejl af Jesper Jensen Dén ændring gav plads til Skjern-playmakeren Jesper Jensen, som har været et offer for Torben Winthers ændrede ansvarsfordeling med flytningen af spilstyringen fra playmakerne til Klavs Bruun Jørgensen på højreback-pladsen. Det er ellers Jesper Jensens varemærke, og han fik også lov til at vise det i anden halvleg med et par chanceskabende afleveringer, men også med en svensker-foræring, som gav kontramål.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her